Ekstrem med ekstrem på!

Ugen i Kinaland har egentlig ikke budt på så mange turistoplevelser, men til gengæld har de få været en smule ud over det almindelige. Mandagen blev åbnet med en 30 km løbetur, der skulle være den længste inden den 2. december. Langt og lidt trivielt, især når man nu løber på en 2-km rute! Til gengæld er jeg kommet på ”Ni Hao” med indtil flere kinesere på ruten. De ryster lidt på hovedet, men smiler dog.

Teammødet på den kinesiske skole var interessant denne torsdag, da to kinesiske lærere skulle fortælle om kinesisk kultur. Og ja, det er bare en kultur, der er ekstremt anderledes på alle leder og kanter.

Èt af dagens temaer var ”kinesiske bryllupper”, der på mange måder ligner danske – bortset fra, at der ikke er en kirke indblandet. Kina er officielt er et ateistisk land. Selve giftemålet foregår derfor hjemme hos brudens forældre, hvor der skåles for lykke og frugtbarhed. Det er slet ikke så underligt endda. Det underlige indtræffer først, når gæsterne skal aflevere deres gave til den officielle fest. Gaven er nemlig nøje afmålt efter et skema, så brudeparret ved nøjagtig hvor store indtægter, de kan forvente. Man betaler x-antal yuan alt efter, om man er single eller kommer som par (der var flere regulativer som jeg ikke kan huske). Gæsterne underholdes aftenen igennem af brudeparret, der er på hårdt arbejde – bruden skifter bl.a. kjole omkring 3 gange, og til slut skal hun spise en pølse fra gommens bukser, mens gæsterne ser på. Det er nok de færreste danske brude, der drømmer om sådan et indslag på deres bryllupsdag. Desuden skal gommen føres op til hotelværelset af sine venner, og her fx iføres dametøj. Det er helt almindeligt, at mændene skal kysse. En smule ekstremt efter min smag – som en kombineret 80ér polterabend og bryllupsdag. 

Et andet af dagens temaer var ”kinesisk mad”, der i sig selv er underlig og ret fed. Dumblings, steamet dej med kød/grøntsager (til morgenmad!), hot pot osv. Det værste ved denne gennemgang var, at vi fik at vide, at man på mange restauranter genbruger supper o.l. , hvis gæsterne ikke spiser op. Desuden undres vi gang på gang over kinesernes pork, chicken eller shrimp med fish flavor. Hvorfor ikke bare vælge fisken på menukortet?

Ugens helt store højdepunkt var min debut som trailløber. Helt uventet blev min undervisning aflyst lørdag, så jeg kunne komme af sted til et løb, jeg havde skudt en hvid pil efter. Her følger en detaljeret beretning, for dem der gider…

Vasques Hangzhou Trail Run

Lørdag morgen ringede vækkeuret kl. 3.30. Jeg sprang ud af sengen med 3 timer søvn i bagagen til lyden af silende regn (!) Tvivlede et kort øjeblik på, at de andre løbere ville dukke op, men tog chancen og sad 20 minutter efter i en taxa på vej til Minghan. Kl. 4.55 var der afgang fra Shanghai til Hangzhou – en tur på godt 2 timer, som jeg naivt havde tiltænkt lidt ekstra søvn. Stemningen i bilen var imidlertid høj, og der blev på intet tidspunkt tilladt et lukket øje. Vi var 5 løbere på tur. Niel og Tom fra England og Henrik, Mikael og jeg selv fra Danmark. Pudsigt nok viste det sig, at Mikael var en gammel løbekammerat fra FW-løbeholdet i Aalborg. It´s a small world!

I bilen begyndte det så småt at gå op for mig, at løbet måske ikke, som hidtil antaget, kunne betragtes udelukkende som en lille formtester. Da de andre forklarede mig, hvor meget 15oo højdemeter svarer til (Himmelbjerget x 7,5), begyndte det så småt at gå op for mig, at dagen ville blive lang. Havde egentlig troet at løbet var blæst lidt op på hjemmesiden, hvor sundhedscertificering mm. var påkrævet. Anyways, jeg var spændt og ladede op med masser af energi og væske – om end det senere skulle vise sig ikke at være i nærheden af tilstrækkeligt.

I ugerne op til løbet har jeg været ude på adskillige 20-30 km-ture, så jeg var af den overbevisning, at det ville blive en ren walkover og ganske nonchalant udtalte jeg i bilen, i alles påhør naturligvis, at jeg ikke havde for vane at gå til et løb – det føltes ganske enkelt forkert for mig. Av, av, en udtalelse jeg måtte sluge igen senere denne dag.

Vejeret så ud til at arte sig. Regnen stilnede af, efterhånden som vi nærmede os Hangzhou, og temperaturen lå omkring de 17-18 grader, men med en høj luftfugtighed (læs: noget nær 100 %). Vi fandt uden problemer startområdet, hvor det første syn der mødte os, var paraplyer i forskellige farver … i bevægelse. Da vi kom nærmere kunne vi se, at det var de kinesiske løbere, der varmede op med en paraply i hånden. Sikke et vidunderligt syn. Jeg kan desuden berette om ganske imponerende strækøvelser fra Kinaland.

Vi fik tildelt løbsnumre og t-shirts, og så var halvdelen af missionen jo nærmest fuldført. Løbet var naturligvis forsinket, men 7.48 var det dog ved at være tid til afgang. Inden dag var 2 store rookie mistakes dog blevet ualmindelig tydelige for mig 1) mit ur, der ellers havde ladet hele natten, meddelte, at det var ved at løbe tør for batteri 2) de 550 ml væske jeg kunne have i mit fuelbælte ville højest sandsynlig ikke strække hele vejen hjem. Nå, man må jo tage det sure med det søde, og da folk traditionen tro møvede sig frem mod startlinjen uden nogen form for realistisk vurdering af egen løbehastighed, blev vi presset godt tilbage i feltet. Det gik dog op for mig, at ”løbere” i første række var udstyret med stokke, og det ville jeg alligevel ikke lade overgå mig – at skulle starte bagved en ”løber” med stok (!) Derfor fik jeg moset mig frem og var med helt i front, da lyden af startpistolen lød.

Måske kan man med lidt held skimte mig blandt de mange med sort hår. Vil gerne understrege, at der VAR flere piger med end mig. 

Med stor fart rykkede feltet på ca. 250 løbere sig nærmere målet. Pacet var højt (!) med det resultat, at jeg allerede efter 200 meter havde sidestik og i mit stille sind kunne bande over, at jeg ikke havde prøvet at løbe med mit fuelbælte inden start. Det hoppede lystigt op og ned, og i løbet af få minutter var startnumret gået løs. Arrg, jeg var ikke glad. Humøret steg bestemt ikke, da jeg efter 400 meter ramte første stigning – TRAPPER. Inden længe ville jeg forstå, at trapper ville blive en særdeles stor del af dagens menu. Nu har jeg jo trænet interval på trapper, siden jeg flyttede til Shanghai, så jeg påbegyndte opstigningen i pænt trav. Overhalede adskillige stokke (!), men opstigningen mod himlen fortsatte i det uendelige. Faktisk var der gået en klokketime, og der var det lette trav for længst gået over i prustende og slæbende gang, da jeg af en ”medløber” fik konstateret, at vi kun havde tilbagelagt 7 km. Det var ufatteligt hårdt, og det gik op for mig, at dagens 3. fatale fejl havde været ikke at medbringe min astmaspray, som jeg normalt ikke bruger på lange distancer. Der er pulsen jo sjældent helt oppe i det raspende felt. På denne lørdag skulle pulsen imidlertid vise sig at tangere makspuls op til flere gang.

De første 20 km foregik i tæt vegetation, og der var nærmest tale om amazoneklima, med en sindssyg luftfugtighed, der bevirkede at sveden løb af os. Der lå en hel hinde af væske på armene, og mit hår var gennemblødt inden for de første 15 minutter. Jeg kunne hurtigt regne ud, at jeg ville få et problem med væskeindtaget, da der pga. den fredede natur, ikke var væskedepoter på ruten. Da den første time for gået, havde jeg ikke mere væske (!), og der var som sagt kun tilbagelagt 7 km, hvoraf max 3 var løbet. Desuden havde jeg allerede fornemmelsen af ”gummiben” på dette tidspunkt. De steder, hvor der kunne og burde løbes, havde jeg store problemer og måtte gå ad flere omgange.

Det var heller ikke for sjovt, at løbet var blevet karakteriseret som et ”trailløb.” Underlaget var glatte sten, skovbund og temarker. Ualmindelig smukt – og ualmindeligt farligt. Løberne gled rundt pga. regnen, der var faldet hele natten. Jeg selv var i jorden 2 gange – én gang ned i en temark, den anden gang gled jeg ned af skrant og fik en del skrammer, men heldigvis ikke noget brækket eller forstuvet. Jeg tænkte flere gange på, hvad fa…. Jeg lavede her (!) Der var en temmelig stor risiko for at pådrage sig skader.

Jeg havde på forhånd ladet mig fortælle, at de sidste 6 km af løbet var på en forholdsvis flad og asfalteret rute gennem byen, så da der var gået 2 ½ time begyndte jeg at spejde efter by og fast underlag. På det tidspunkt var fødder også ved at være ømme, da jeg løb i racesko uden så meget absorbering, og underlaget skar igennem sålen. Endelig ramte jeg ”fast grund” og tænke, at det måske kunne lade sig gøre, at nå i mål på de 3 magiske timer for dette løb. Desværre drejede den asfalterede vej efter små 100 meter ind i skoven på ny, og jeg måtte sande, at der manglede endnu en stigning – endnu en lille bjergtop inden den afsluttende sprint. Det eneste positive på dette tidspunkt var, at jeg havde fået visuel kontakt med løbets nr. 2 kvinde. En irriterende lille og ”let på tå” pige, der var meget bedre end mig, når det gik opad, men lidt langsommere nedad. Jeg vurderede, at jeg kunne tage hende på de sidste 6 km, hvis jeg bare hang nogenlunde fast over den sidste bjergtop.

Desværre var det på dette tidspunkt, at væskebalancen begyndte at drille, og trods entusiastiske heppere og særdeles højt formidlingsniveau (man var ikke i tvivl om sin placering i løbet modsat samtlige danske løb, jeg har deltaget i) begyndte benene at stritte imod – og værst af alt begyndte hovedet også at arbejde mod mig. Jeg begyndte, at retfærdiggøre at gå – tilmed udgå. Jeg var helt hypnotiseret af tanken om vand og spurgte alle jeg løb forbi, om de havde vand. Jeg fik tilbud rygende varm te af enormt mange tilskuer, men ingen havde vand.

ENDELIG ramte vi byen og de sidste 6 km. Her var der desværre intet tilbage i mig – hverken fysikken eller psyken ville hjælpe mig de sidste km. Jeg havde ingen fornemmelse af, hvor hurtigt jeg løb (læs: slæbte mig fremad), og jeg havde ingen fornemmelse af, om jeg manglede 2, 3 eller 4 km. Jeg var nede at gå 3 gange på den sidste strækning. 2 gange for at købe vand i en butik. Nr. 2 kvinde forsvandt ud af synsfeltet, og jeg var fuldstændig ligeglad. Det var en kæmpe ulempe ikke at kunne følge med i, hvor mange km, der var tilbage. Men i mål kom jeg – bare 3 minutter efter nr. 1 og 1 ½ minut efter nr. 2. Bagefter kan man godt ærgre sig lidt over, at man ikke havde haft ur og væske på plads. Så var det måske gået anderledes.

Præmien var dog ikke at klage over – trailsko, løbejakke og en stor pokal. Jeg er hermed tvangsindlagt til at tage revanche næste år – denne gang med trailsko, opladet ur, astmaspray OG camelbag.

Mikael, Tom, mig, Niel og Henrik - trailløbebanden på tur. 

Det var et super løb og en sjov dag i selskab med engagerede løbetosser, der allerede har været på banen igen over mail for at høre, hvad vi (Mads og jeg) siger til marathon på muren og marathon i Mongoliet.

Livet efter Hangzhou

Her tre dage efter løbet kan jeg fortsat ikke bevæge mig, så den står på massage i morgen og lunt. Turen til Hangzhou kommer nok til at koste mig et par minutter på marathontiden d. 2. december, men det var en enestående løbeoplevelse, og dem kan man jo ikke rigtig få for mange af!

Shanghai er stor! Især når man farer vild. Mandag var jeg til fødselsdag i Minhang, og da benene var ømme (byldeømme), ville jeg cykle derud for at løsne op. Det gik fint. Jeg skulle også cykle hjem – og liiige kigge forbi IKEA. I stedet for de to timer, jeg havde afsat til projektet, måtte jeg indse, at jeg pludselig havde cyklet i 3 ½ time – uden at finde IKEA. Ikke super godt for de stærkt overbelastede ben. I dag ville jeg så lige trille ud til IKEA. Jeg kørte lige dertil på 40 minutter. Desværre var vejen hjem ensrette, og jeg måtte lige svinge en ekstra gang til højre for at følge den direkte rute parallelt. 1 time og 45 minutter senere kunne jeg endelig genkende vejnavnene. Man bliver hurtigt væk i storbyen, når man kører på en vild og utæmmet damecykel.¨

Jeg har haft så ømme ben, at jeg i dag på 3. dagen måtte melde afbud til massage, fordi jeg har så ondt. I morgen prøver jeg lykken, så må vi se, om jeg nogensinde kommer til at løbe igen…

Psykologisk studie af kineserne fortsat:

Kineserne kan godt lide hunde! Det gælder både dem de spiser, og dem de holder som kæledyr. Det er to helt forskellige ting – to helt forskellige racer. Kælehundene klædes ud i små trøjer med, sko og sågar klokker. De behandles som små babyer og er et tegn på prestige, da det koster en del i afgift (1000 rmb om året) til staten at have hund. Oven i kommer vacciner og tøj. De hunde, der spises herude, er en helt anden sag. De behandles som kød – og kun som kød. Den korrekte måde at slagte en hund på, er ved at piske den i mindst 20 minutter, da blodet skal piske i den årer for at smagen bliver god. Desuden praktiserer kineserne hundkamp – en blodig affære. Der spilles på hundene, og de gejles op til kamp af de hujende tilskuere.

Høns, ænder og hunde foran restaurant i Minhang - værsgo at spis!

Jeg har før nævnt kinesernes stil. De holder af det, der er kitch (læs: usmageligt i europæiske termer), gerne med en bamse eller en blonde/sløjfe placeret helt centralt på mave, bryst eller numse. Kinesernes stil når det kommer til musik er også, lad os bare sige, andeledes fra vores. De svælger enten i ”Dansktoppen” på mandarin eller hardcore techno, som de spiller i frugtforretninger, supermarkeder såvel som i tøjbutikker med en volumen nær max. Det er nærmest umuligt at koncentrere sig om sine indkøb, fordi musikken er så enerverende og helt upassende. Konceptet om musiks indflydelse på de handlende er vist ikke blevet studeret nøje herude. Den lokale frisør skiller sig en smule ud fra normen – de spiller ”Enya – The Return of Innocence” på repeat, selvom det vel er små 15 år siden, den toppede i Danmark.