A touch of everyday

Så ramte jeg for første gang siden ankomsten til Shanghai, det der har mindet om en helt almindelig, halvkedelig, hverdagsagtig uge.

Arbejde:

Jeg har arbejdet – flittigt! Har netop fået to nye engelskklasser, hvilket betyder, at jeg nu arbejde lørdag morgen OG eftermiddag og søndag fra 8.30-17.30. Synes, jeg er ved at have tjek på undervisningen – og er begyndt at kende ungerne, så der også er overskud til lidt skæg og ballade. Jeg blev dog rystet ud af min comfortzone, da jeg skulle undervise mit nye hold denne søndag.
Jeg var blevet forberedt på, at der ville være tre elever, og at de skulle undervises i alfabetet og tallene. Hvor svært kunne det være? Jeg havde derfor kun forberedt mig overfladisk, dels fordi jeg ikke havde materialet, dels fordi jeg red på en bølge af undervisningssucces. Ak, på brutal vis blev jeg dog sendt retur til Kinas virkelighed. Da jeg ankom til campus storsvedende og i sidste øjeblik (jeg har 30 minutter fra jeg slutter på Wuyuan Campus til jeg skal være på Yuan Campus, hvilket er liiige i underkanten), stod der ikke mindre end 7 forventningsfulde elever. Aldersspredningen fra 6-10 år, OG de forventningsfulde elevers forældre ville gerne deltage i det, der pludselig blev defineret som en ”prøvetime”, for at afgøre, om deres elever skulle være betalende elever i fremtiden. Syntes lige pludselig at forventningspresset sted en del. Klasselokalet var ca. 10 m2, så der var egentlig ikke plads til flere end eleverne og mig. Det prøvede jeg at forklare campuslederen. Hun foreslog herefter forældrene, at de kunne kigge med på kameraet (!!). Der var så ingen, der havde fortalt mig, at al min undervisning bliver filmet (!!). Aner ikke, hvad de bruger de mange timers undervisningsdokumentation til, men jeg håber ikke, at de har kigget mig over skulderen hver gang. Anyway, jeg gik i gang med projekt ”sælg undervisningen på Yuan Campus, så forældre og børn i fremtiden vil betale for at komme her.” Det viste sig lynhurtigt, at eleverne allerede kunne både alfabet og tal – og dermed var min i forvejen ikke super gode forberedelse ligesom faldet en smule til jorden. Det lykkedes mig dog at improvisere på forholdsvis udmærket vis, men da vi nåede pausen, var jeg ved at være udgået for gode ideer. Og ikke nok med det – jeg var særdeles udfordret med tre 10-årige, der lavede ballade (den klassiske ”efteraber læreren” og taler kinesisk til den dumme lærer), fordi de nok kedede sig, og fire 6-8-årige, der var lidt betuttede og ret svære at få til at sige noget. I pausen blev jeg informeret om, at campusinspektøren havde ringet og givet forældrene grønt lys til at deltage i undervisningen. Der blev derfor transporteret yderligere 10 stole ind i det mikroskopiske lokale, således at jeg kunne røre ved samtlige elever fra min plads foran tavlen. Det var ikke bare klaustrofobisk, det var sved- og angstprovokerende! Jeg anede ikke, hvad jeg skulle lave med børnene – og forældrene sad for at vurdere kvaliteten af mit arbejde. Føj nogle svedskjolder, der voksede frem under mine tunge arme. Jeg aner ikke, hvordan jeg kom igennem de sidste 45 minutter – der er bare et sort hul i min hukommelse – men det lykkedes mig da at overskride tiden med 10 minutter, og der var op til flere smilende forældre i klassen, da jeg bakkede ud derfra. Det bliver spændende at se, om der er et hold at undervise på næste lørdag. Eller om det blev en engangsfornøjelse. Time will show.

Træning:

Jeg kan ikke prale af en uge præget af træning og forberedelser til det forestående maraton. Torsdag luntede jeg 2 km og måtte derefter gå hjem, da mine ben slet ikke var kommet sig oven på lørdagens ultraudfordring. Jeg har næsten ikke kunnet gå – og trapper har ikke bare været en smertelig udfordring, de har givet mig en kvalmeagtig fornemmelse. Jeg har fået massage og givet benene ro, og nu håber jeg, at de når at blive friske til d. 2. december. Jeg må desværre nok indse, at især mine forlårsmuskler har taget decideret skade af løbet.  

Tilpasning:

Mads og jeg trives her i byen. Faktisk stortrives vi her i byen. Efter jeg fik min cykel, har jeg følt mig som en rigtig "lokal" her i Shanghai - ikke længere en famlende turist. Det findes ligesom "Katrine i Shanghai FØR cykel" og "Katrine i Shanghai EFTER cykel" - to meget forskellige Katriner. Ok, jeg stopper måske stadig lidt for ofte op og pakker mit kort ud, men det er der vel heller ikke noget at sige til, når vejene hedder: "WulumuqiLu, WahangduLu og ZhaoJiaBang. Eller endnu værre: Changning, Chanhshou og Changsu. Man bliver nemt forledt til at tro, at man ved hvor man er... og så er man det slet ikke. 

Nå, men Mads og jeg trives altså, og vi har jo sat os det mål, at vi skal lære kinesisk. Bare nok til dagen og vejen, som man siger. Vores indgåede aftale med Candy fungerer faktisk storartet. Bortset fra at Candy, som den kineser hun er, arbejder fra morgen til sen aften stort set alle dage. Det betyder at vores undervisning pt. er placeret lørdag aften fra 7-9. Måske ikke det mest gunstige tidspunkt for læring, men vi morer os faktisk med at udtale lyde og ord, der er helt fremmede at have i munden. Især tallene 4 og 10 har voldt store problemer, men nu er de ved at være på plads. Vi tilføjer nye gloser til vores "vokabularium" hver dag - og jeg får masser af hjælp fra elever og kinesiske kolleger. Har fundet ud af at "kat" hedder "mao" - udtales nærmest som miau - så nu kan jeg forklare de kinesiske børn, hvad mit navn betyder, når de spørger. De griner en del, for normalt har de kinesiske navne en noget mere storladen betydning såsom "solnedgang i søen" eller "stjerne påhimlen" og ikke bare "kat." 

Man ved man er i Kina:

• Når Nescafé-kaffen er placeret i et aflåst skab, og der skal fremskaffes specialnøgle for at komme ind til varen.
• Når scooterne har stationære (grill)handsker monteret på styret:

1 stk. grillhandske på styret af scooterbussen her... 

• 
  Når det netop indkøbte kinesiske undervisningsmateriale til den nette sum af 780 RMB (!) viser sig at være så gammelt, at softwaren til det ellers helt unikke interaktive materiale ikke kan installeres! Og det der med at få pengene tilbage, tja, det bliver problematisk, for nu taler ekspedienten pludselig ikke engelsk mere.
• Når bliver, scootere og cykler pakkes minutiøst

De er svære at fange med mobilen, men her har jeg ud af vinduet på en bil forsøgt at forevige én af de mange lastbiler lastet med  ... ?

• Når man på én uge har brug i nærheden af 5 klokketimer sammen med sin cykel på at være faret vild. Torsdag sen, sen aften lykkedes det mig at være faret vild i en time på én gade. Jeg cyklede simpelthen frem og tilbage - trods det faktum at jeg havde et kort ved min side. Kina kan være forvirrende og uoverskuelig for selv den gammel spejder som mig ;) 

• Når man på det (næsten) godkendte arbejdsvisum har dokumentation for at være både ”professor” OG ”expert .”

Dejligt, at man befinder sig i et land, der sætter pris på ens kvalifikationer! 

• Når man finder detaljerede (dag for dag – side for side) undervisningsplaner for flere år masseproduceret og stakket i bunker på sin arbejdsplads – klar til udlevering til den enkelte lærer.

Bunker af årsplaner ned til mindste detalje - og nej, de er ikke lærerproducerede. Tror, der er forlagene, der står bag. 

Om 12 timer ankommer min mor i Pudong Airport, og så garanterer jeg for, at alt hvad der hedder almindelig halvkedelig hverdag er aflyst de næste 15 dage!