Autumn Attack!

Dagene her i Shanghai fortsætter med at smelte mellem fingrene. Det er ikke til at forstå, at de første to måneder allerede er væk, at mor ankommer om 2 uger (jubii), og at julen så småt knager i det fjerne. Nogle dage undres vi over, at så stor en del af ”kontrakten” allerede er afviklet – andre dage ønsker man sig lige et smut forbi Århus til en lille vinsmagning med familien på Bichel eller et smut til Silkeborg til en omgang kys og kram af ungerne… og forældre naturligvis.

Siden vi ankom, har de fastboende skuttet sig og set angstprovokerede ud, når talen faldt på vintermånederne på disse breddegrader. Vi har overbærende smilet og stille tænkt, at de har virket lidt småpylrede. I denne uge er temperatuen så faldet fra 20+ til 16-17 grader. Og selv om der på ingen måde er tale om vintertilstande endnu, må vi allerede her i begyndelsen af november måned anerkende de andres skræk (!). Det bliver en ”challenge” adskillige gange mere udfordrende end den i København at overleve Shanghai, når temperaturen falder yderligere - nærmere betegnet vores lejlighed. Der er p.t. varmere uden for end inde i selve lejligheden. Der er så koldt allerede nu, at jeg i dag har indkøbt varmedunk og hjemmesko (efter en nat iført cowboybukser og uldtrøje), og den vigtigste plan for ugen, der kommer, er, at få anskaffet el-tæpper og radiatorer! Ikke nok med at lejlighederne ikke er isolerede – de er så utætte, at man ikke kan have levende lys tændt inden døre, når man bor på 22. sal, og det blæser bare en smule. Faktisk er utætheden så enorm, at man kan kigge ud af de sprækker, der er mellem karm og ramme i vinduespartierne! Ingen tvivl om, at det bliver en langstrakt gyser, der tager sin begyndelse her i november, når ”point of no return” i december og rammer klimaks i januar og februar. Dog skal det lige indskydes, at de fleste dage hidtil har været efterårssmukke med høj sol og falmende blade på de lange alleer, der er meget kendetegnende for byen. Jeg løber fortsat i t-shirt og shorts, men hverdagsroben er blevet forlænget fra knæene og nedefter.

Som jeg vist mere end antydede i sidste indlæg, så arbejder Mads temmelig flittigt herude. I denne uge er Ebbe S. himself på visit, og det har betydet at dagene endnu engang er blevet booket med diverse møder og træningspas. Heldigvis skal jeg selv lidt på banen et par gange i denne uge. Tirsdag skal vi med til Ebbes foredrag hos DCCC (den organisation der arbejder for og med danskerne bosat i byen), og onsdag skal vi ud at spise med hele familien Sand – Ebbe & Trine og Allan & Rikke. Jeg har ikke mødt Ebbe endnu, så det bliver sjovt – især efter lige at have slugt hans biografi i sidste uge. Jeg har jo fornemmelsen af, at jeg kender manden super godt, fordi Mads så tit taler om ham, og nu har jeg sågar læst om mandens inderste tanker og har styr på det faktuelle i hans liv.

Mads knokler, men jeg kan nok ikke bryste mig af at være specielt overbebyrdet… Jeg underviser 12 timer om ugen og har selvfølgelig forberedelse, men ingen rettearbejde så jeg klager bestemt ikke. Desuden er de fleste timer placeret lige efter min smag – efter kl. 11! Det er kun i weekenderne, jeg skal undervise fra morgenen, og det være sig henholdsvis kl. 9.30 og 8.30 lørdag og søndag. Efter cykelindkøbet kan jeg oveni købet komme på arbejde på under et kvarter, hvilket må betragtes som luksus, når man bor i en by på størrelse med Sjælland. Desuden arbejder jeg fortsat kun 5 ½ time for ”Only Education”, som betaler mig for ”full time.” Den ordning må for min skyld gerne fortsætte. Det betyder nemlig, at jeg har fri 10.30 om lørdagen… og ja, det er altså med en mødetid, der hedder 9.30.

Jeg er rigtig glad for de klasser, jeg har overtaget, og som nu er ”mine”. Lømlerne fra ”før-børnehaveklasse-klassen” er stadig en udfordring, men de er også bare så søde, at man næsten ikke kan stå for dem, når de forsøger at gentage de ord, jeg prøver at lære dem. Og når de siger ”goodbye teacher K”, når jeg vinker til dem, så er jeg solgt. Selvom udfordringen med så små børn ikke er så faglig, så skal det ikke være nogen hemmelighed at jeg kæmper med min pædagogiske tilgang, kreativitet og tålmodighed.

Som det fremgår af den lille film, så er der tale om en samling bittesmå mennesker med et kolosalt energiniveau!

Heldigvis har jeg også to hold med elever på 12-13 år, og det er udfordrende på en anden måde, hvilket passer mig fint. I øvrigt er undervisningen en meget fin måde at komme nærmere ind på den kinesiske kultur. Børnene er ikke blege for at dele deres oplevelser og meninger med mig. De fortæller åbent fx om deres tætpakkede program for deres såkaldte ”fridage.” Eleverne fortæller, at mange står op ved 6-7-tiden for at tage private kurser i matematik, klaver, dans og engelsk, så når jeg tager imod dem, har de ofte allerede været af sted eller skal videre. Hvert kursus tager 3 timer. Børnene herude bliver i den grad pacet! Om det er på den gode eller den dårlige måde, har jeg endnu ikke taget stilling til.

Ungerne har også fortalt om, hvordan tilvalget af et engelsk navn foregår. Alle kinesere har to navne – et kinesisk og et engelsk (thank God). Det kinesiske navn får de, som vi, fra fødselen af. Det engelske navn vælger de imidlertid først, når de når 1st grade. Da de på det tidspunkt stadig er ganske små, og da mange får lov at vælge selv, er det der opstår en stor pulje af (lad os bare venligt kalde det) navne med et barnligt islæt. Jeg nævner i flæng: Candy, Angle, Lubby, Laser, Nunu og Win. Måske ikke ligefrem navne man ønsker, den dag man står som leder af en fremstormende It-virksomhed (?), måske lige med undtagelse af ”Win”, men det er ikke noget problem. Så vælger man bare et nyt ;). Det engelske navn betyder nemlig ikke så meget personligt for kineserne som det kinesiske navn, så når der fx arbejder 5, der hedder Kevin, på samme restaurant, så må nogle jo finde på noget mere opfindsom. 

Og når vi nu taler om undervisning, så kan jeg med stolthed fortælle, at Mads og jeg i går, søndag d. 4. november 2012, præcis 2 måneder efter første kontakt med Shanghaisk (?) jord, modtog første lektion i kinesisk. En klokketime. Og hvad nåede vi så egentlig. Vi lærte lyden på tre vokaler, hvoraf én er umulig, vi lærte lyden på tre konsonanter, hvoraf alle var mulige, og vi lærte at sætte lydene sammen, hvilket var delvis muligt delvist umuligt. Herefter prøvede vi at lære at tælle til ti. Hvis bare 4 og 10 ikke var en del af denne talrække, vil jeg mene, at det er muligt at lære. Hurtigt. Men nu er 4 og 10 som bekendt en del af denne talrække, så jeg ved endnu ikke, om det skal lykkes os at lære at tælle til mere end 3. Heldigvis er nabo Candy, vores lærer, rigtig sød og tålmodig, og heldigvis kan man jo også tælle til ti med fingrene, om end det er en helt anden disciplin. Så med første lektion i bagagen, fornemmer jeg, at vi har taget vores første spæde skridt mod ”lykken at kunne kommunikere med lokalbefolkningen om hverdags ting på mest simple vis.”

Løbetræningen op mod Shanghai Marathon, som jeg skal løbe med min mor, er ved at gå ind i sin sidste fase. Jeg har undervejs været lidt skeptisk i forhold til, hvor god min form ville blive. I begyndelsen var der rigtig varmt herude, og jeg løb mange intervalløb om morgenen. Siden hen er temperaturen faldet, og jeg har løbet en del mellemlange (8-15 km) ture og enkelte intervalløb. De sidste to uger er der blevet skruet op for længden på turene. Jeg er netop kommet hjem fra en 30 km-tur, og kan i min kalender se, at jeg inden for 7 dage har løbet: 21 km, 25 km og 30 km. Jeg føler pludselig, at formen er bedre end forventet, så nu er planen at tage endnu en 30 km i denne uge + en 21 km i næste uge, og derfra står den udelukkende på korte ture – primært interval – før selve restitutionsugen kan begynde. Jeg er spændt på, om jeg kan løbe op til min PR på 3.13, men uanset hvad, så glæder jeg mig til løbet og den endelige formtest! Det bliver en fest.

Endnu mere glæder jeg mig til at tage imod min mor i lufthavnen d. 20. november, når hun lander om morgenen. Det bliver så dejligt at se hende og få lov at vise hende, hvad byen har at byde på, hvor jeg arbejder, hvor vi spiser, hvor vi løber og hvor vi fører os frem ;) Det bliver skønne 15 dage med sightseeing, shopping og små ture ud af byen.

Psykologisk studie af kineserne fortsat:

Man bliver hele tiden klogere på kineserne – og man undres fortsat over så meget! Der er bare ingen tvivl om, at vi er meget forskellige fra dette besynderlige folkefærd med alle dets særheder og charme.

Kineserne er særdeles optaget af sikkerhed! På overfladen. Og faktisk slet ikke, når det kommer til egentlig sikkerhed. Lad mig forklare: Ethvert lejlighedskompleks, enhver compound og enhver arbejdsplads med respekt for sig selv er bevogtet. Stærkt bevogtet. Der skal være mindst 2-4 vagter, der søger for at lukke de rigtige ind og ud. At vagterne nogle gange falder i søvn påtales ikke - det er jo Kina, og når man arbejder med 12-timers vagter, så er et lille hvil vel kun naturligt. Vagterne skal bære ens uniform for at udstråle autoritet, selvom det er helt tydeligt, at det er uuddannede mænd, der ikke ejer en krumme af autoritet, der besidder disse vagttjanser. Men vagter skal der til, så beboerne kan føle sig sikre. Bygningen på den anden side af Wuding Lu (vores vej) er STÆRKT bevogtet. Vi taler noget der tangerer Amalienborg. Bevæbnet er vagterne, og der er mange. Og de er flotte. Og de råber højt og rydder vejen, hvis en bil forlader matriklen. Hvad de bevogter, aner jeg ikke, men jeg forestiller mig, at det er en almindelig kontorbygning.

Omvendt er der ikke noget der hedder sikkerhed på arbejdspladsen i Kina. Og der er ikke noget, der hedder arbejdstilsyn. Det betyder, at meget foregår med liv og lemmer som indsats. Vi har været vidner til vinduespudsere og konstruktionsarbejdere, der arbejder i 20-100 meters højde – UDEN nogen former for sikkerhedsforanstaltninger! En arbejder kommer spadserende i 50 meters højde på en form for konstruktion under opførelse uden hjelm, line eller anden beskyttelse. En vinduespudser hænger i 20 meters højde og pudser vinduer i noget der ligner en snor – ikke et fastspændt tov eller en line, men en snor, som tilsyneladende bare er bundet om livet med noget, der ligner en knude min nevø kunne binde bedre. Ak, jeg kan ikke holde ud at se på det. Jeg kan heller ikke holde ud at se på de kinesere, der sidder på gaden og svejser. Vel og mærke uden nogen form for beskyttelse. Gnister står om hovedet på dem, men beskyttelsesbriller har jeg endnu ikke set i anvendelse. Om det er glas eller jern – beskyttelse er åbenbart stærkt overdrevent. For ikke at tale om de kanoner, kineserne fyrer af i tide og utide. Vi taler om bomber. Det runger i hele området i flere minutter efter affyring. Beskyttelse. Åh nej.

I trafikken er det ikke meget bedre. Der dør 130.000 mennesker i trafikken i Kina om året. Alligevel er der ingen der bruger hjelm, hverken på cykel, scooter eller motorcykel, og der er heller ingen, der har tænkt på at lys kunne være en god måde at markere, at man lige om lidt dykker ud af mørket. Desuden er det helt legalt at køre mod trafikken som cyklist eller på knallert. Her er reglen, at du bare skal køre indenom de andre, der undviger dig… hvis de da husker at kigge op. For det er også ok at bruge mobilen i trafikken. Og for guds skyld - ingen øjenkontakt!! Det forvirrer fjenden... eller den modkørende. Og så er det også ok at læsse køretøjet, så hverken spejle eller udsyn er til nogen hjælp. Så må man jo bare håbe, at der ikke kommer noget i vejen. Det er desuden helt almindeligt at køre rundt med små børn og babyer på sin knallert. Selvfølgelig uden hjelm. De kan selv stå mellem ret og sæde eller sidde bagpå. Mads var fra sin taxi en dag vidne til en mor, der på motorvejen pressede sin knallert op på max hastighed, mens barnet på 3-4 år selv skulle knuge sig fast til rør på bagsædet. På intet tidspunkt kiggede moderen sig tilbage. Nogle gange er det bare helt ubæreligt at se på kineserne i trafikken. Det er som om, de ikke har deres liv særlig kært

.

Som jeg nævnte i sidste blog, kan kineserne om nogen arrangere. Det fremgår tydeligt af billederne neden for. Jeg søger forsat efter flere fældende beviser for min påstand.

Tætpakket slagterbutik. Øverst fadet, hvor selve slagtningen finder sted - 5 cm derfra beboerne der afventer deres dom. Lidt makabert...

Et offer for slagterkniven "tømmes" for blod.

Jeg talte 14 fjerkræ i buret, men der var flere, da jeg kørte forbi 1 1/2 time tidligere...Det kan man kalde organisering. 

 Bag facaden er kineserne venlige, tålmodige og smilende. Det kræver blot at man kommer ind bag den umiddelbare afstandtagen. Det kan man fx gøre ved at løbe 30 km på en 2 km-strækning. På den måde kommer man forbi de samme mennesker adskillige gange. På et eller andet tidspunkt smider selv de mest hårdnakkede håndklædet i ringen og laver ”tumbs up”, vinker eller råber efter dig.
Eller man kan sjippe i gården og tiltrække sig så megen opmærksomhed, at det ender med en aftale om kinesisk undervisning af ”nabo Candy”, der så viser sig at være en virkelig sød pige, der gerne vil hjælpe. Vi er meget tilfredse med arrangementet med teacher Candy.
Gang på gang viser det sig, at der gemmer sig meget hjælpsomme, søde og positive mennesker bag den tykke kinesiske facade af uforskammethed og forbehold.

Kinesere har ingen rummelighedssans. Et faktum, der gør det en anelse usikkert at bevæge sig rundt i en by med 12 millioner mennesker, hvor du hele tiden må beregne, at den næste kineser gør et uventet udfald, som kan betyde, at du må springe eller bremse hårdt alt afhængig af, om du er gående eller cyklende. Kineserne har bare ikke nogen fornemmelse af, om der er nogen, der bliver påvirket af deres bevægelsesmønster – eller også er de ligeglade!  

Kineserne er kitche. De klæder sig kitch, og de fremstiller de mest kitche genstande, som man enten må elske eller hade. Pangfarver, ultra korte skørter, stilletter og blonder er et must for enhver ung og trendy kineser. Hvad der måske er knap så kitch er moden blandt de mere midaldrende kvinder: ankelnylonstrømper som anvendes som soklet til  en nederdel eller uden på buksen. Ikke en rungende succes set med europæiske øjne .

Varmedunk med pels.

Sorte vatpinde.

Pandabutik - tøj nu med panda!?! 

Et forsøg på at fange "dame" med nylonankelsokker. Kan man se dem?

Små overvejelser det pt. fylder mit hoved:

Hvad hedder det, når man bor i Shanghai? Shanghaier, shanghaianer eller shanghaibo? Ok, der fik jeg så svaret. Computeren lavede ikke rød streg under ”shanghaianer”. Det havde så ikke behøvet at rumstere så længe i mit hoved (!)

Hvordan kan det være, at kineserne benytter lyde i deres sprog, som det ikke er muligt for dansk opdrættet person at udtale. De benytter sig af lyde, der ligger et sted i ganen, som jeg ikke anede eksisterede. Ikke engang under den mest udsøgte vinsmagning har jeg haft brug for dette hulrum, som tilsyneladende er fuldstændig normalt for kineserne at benytte, bare de skal tælle til 10 (!)

Til slut lige et par billeder fra et kendt "sight" her i byen. "The avocado lady" er en butik som expats kommer valfartende til, fordi den er stoppet med varer, der ellers er umulige at skaffe: ost, nødder, vin, creme fraiche og selvfølgelig avocadoer. You name it!

Ta´ selv!

  

Butikken er stoppet med varer - og mennesker. 

Lækre grøntsager...