Updates

Så blev Mads og jeg igen alene her i Shanghai, da David rejse hjem fredag morgen. Det er dog ikke meget, man ser til Mads i disse dage, da han endnu engang har kastet sig over en ny strategi for at lancere akademiet. Denne gang indebærer det, at han hjælper en masse timer med idrætsundervisningen (fodboldlinjen) på én af de skoler i Pudong, der er villig til at markedsføre ESSA i området. Jeg ser ham lige i forbifarten, når han kommer ind af døren sen aften, og når jeg må hente ham ind i seng ud på morgenen. Jeg håber, at der kun er tale om en kort periode! Han må være fuldstændig udkørt – hvilket på sin vis kom til udtryk i går, hvor han ikke engang bemærkede min nyindkøbte cykel, der stod parkeret midt i lejligheden. Han mente selv, at det var fordi han var fokuseret, men så stor er vores lejlighed altså heller ikke, at man ikke under normale omstændigheder ikke vil lægge mærke til en cykel midt i stuen!

I skrivende stund kommer Mads uventet hjem før kl. 3 PM - måske lysner det forude! 

For mit vedkommende betyder det, at jeg oplever Kina lidt på egen hånd. I går var jeg helt høj, da jeg kom hjem fra et område nede ved vandet. Her lykkedes det mig at finde en smuk, smuk løberute langs floden og gennem en stor park med skulpturer og reposer. Jeg er overbevist om, at jeg kan løbe mine 25 km på ruten i morgen uden at blive stoppen én eneste gang af trafiklys og kaotisk trafik. Efter 12 km langs vandet fandt jeg frem til en Decathlon i området – og i løbet af 20 minutter var der indkøbt 1 stk. sprit ny cykel med lygter, klokke og 2 gigantiske låse, der næsten umuliggør selve cykeldelen. Men det er vist helt nødvendigt her i byen, da cykeltyvene er mange og ubarmhjertige.

Det var et stort øjeblik at trille ud i trafikken, for jeg var ærlig talt lidt usikker på, om jeg kunne navigere i det virvar af mod- og medkørende, højt dyttende biler og scootere samt regler, der er anderledes end hjemme – og sjældent bliver overholdt. Jeg havde selvfølgelig også lige fået timet tidspunktet, så jeg ramte Shanghai down town kl. 18 lige i myldretiden. Turen hjem var en oplevelse i sig selv. Jeg bestemte mig for at bruge klokken flittigt – ikke fordi det var nødvendigt, men bare for at føle mig lidt lokal. Så højt kimende svingende jeg ud fra butikken og ind i det pulserende trafikmekka… og det gik strålende! Ikke nok med, at jeg kunne finde vej, jeg fulgte strømmen og havde ingen skrubler ved at overhale indenom, udenom og var også et smut omkring fortovet.  Fik et lille gip, da jeg blev overhalet af en 2 meter høj kineser, der viste sig at være en mand af ganske almindelig højde, der havde forvildet sig op på én af de der moderne, motoriserede, vertikale løbehjul, der også udlejes i København. Aner ikke hvad de hedder. Selv overhalede jeg en scooter, der var pakket med intet mindre end 3 vaskemaskiner. Stik den! Man kunne hverken se fører eller scooter – havde bare fornemmelsen af at overhale 3 vaskemaskiner i bevægelse.

Jeg er fuldstændig forelsket i mit vidunder af en limefarvet cykel til den nette sum af 799 RMB. Ikke så meget fordi den er pæn, ej heller af høj kvalitet, men fordi jeg i kraft af at eje en cykel nu føler mig bosat. Som om cyklen repræsenterer en form for tilhørsforhold. Ja, og så savner jeg bare at cykle, at kunne komme omkring og ikke altid skulle bruge 1 time på at gå.

Den nye limefarvede racer, der endnu ikke er navngivet.

Arbejdet med både de kinesiske børn og mine private elever går upåklageligt. Jeg har fået skrabet noget godt materiale sammen til Sofia og Yunita, som jeg underviser herhjemme, og jeg har netop mødt de 3 klasser, jeg har overtaget om søndagen. De er simpelthen så søde. Det var en smule grænseoverskridende, at skulle undervise min VIP-elev Angela, hvis forældre betaler for en-til-en undervisning på campus. Dels kunne ingen fortælle mig, hvilket kapitel, jeg skulle forberede, dels skulle moderen overvære min uforberedte undervisning, så hun kunne vurdere, om den var tilstrækkelig. Jeg var lidt svedig, da forholdene gik op for mig – især fordi jeg var blevet orienteret om, at der var tale om ”high-school-level.” Heldigvis var pigen sød og snakkesalig, og jeg valgte straks at spille med åbne kort vedr. den manglende information om materialet. Timen gik super, og moderen var glad.

Jeg har i øvrigt fået taget et billedet af Wuyan Campus fra forsiden - her ser skolen lidt mere indbydende ud. MEN det er altså bagsiden børnene og jeg bliver mødt med.

Wuyan Campus 

Anderledes gik det med lørdagens Halloween fest. Jeg fik en sms fredag middag, der lød således: ”There is a Halloween party for the kids this Saturday evening at Wuyan Campus. You are going to attend. Juanita will e-mail you the details. Thank you.” Udover den korte varsel og den direkte dikterende tone, så skete der det… at der ikke skete videre. Jeg modtog ingen e-mail, og da jeg selv opsøgte Juanita, campuslederen, kunne hun ikke fortælle mig andet, end at jeg skulle møde kl. 6.30 PM, og at jeg i øvrigt skulle være udklædt. Jeg tog derfor straks i Carrefour, hvor jeg fandt en maske og kl. 6.30 var jeg klar på campus. Hvad jeg ikke havde fået af vide var, at jeg skulle undervise alle børnene i ”Halloween” i en time, under overværelse af samtlige forældre. Jeg ved INTET om Halloween! Desuden var børnene mødt op til fest – udklædte og klar til ballade. Lidt svært at få dem til at sidde stille i et mørkt lokale og lytte til en lærer, der underviser i et emne, hun INTET ved om! Så der stod jeg, udklædt, med forældre der konstant blitzede i baggrunden og en stor flok elever, der overhovedet ikke lyttede til mine løgne om den, troede jeg, amerikanske tradition, der ved yderligere research viser sig at være engelsk/skotsk. Det var en fuldstændig surrealistisk oplevelse. Der var ellers hyret et event firma til at dekorere og underholde børnene med lasergames og ”trick og treat”, men det blev ligesom ikke helt tip top, fordi ingen vidste præcis, hvad de skulle gøre. Elever skulle spille lasergame. Et udstyrsstykke. Det varede 10 minutter, så blev det stoppet. Det var kun fordi jeg insisterede på at få lov at prøve, at der blev tale om en "round two."

Jeg er i mit stille sind taknemmelig for, at mit undervisningsindslag ikke blev foreviget på film og offentliggjort. Gad vide, hvad de kinesiske forældre nåede at tænke? Jeg trøster mig med, at de fleste sikker ikke forstod, hvad jeg sagde. På turen hjem kunne jeg bare smile – man oplever sgu nogle nervepirrende situationer her i byen. Heldigvis tænker jeg hver gang: hvis jeg overlever det her, så er det en god historie til min blog ;)

Klassen flot pyntet op til Halloween - gid de havde brugt lige så meget energi på at forberede læreren!

En skeptisk heks gør sig klar til at undervise. 

Fed udsmykning!

Stemningen var rigtig spooky

Eleverne var klædt ud og klar til at fest - ikke til at lytte på mig...

Lasergame klar til festen. 

Ugen billedserie: 

Jeg har besluttet mig for at introducere en fast indslag på min blog. ”Ugens billedserie” Og i denne uge skal billedserien være med til at underbygge mine påstande om kineserne. Så med nedenstående billedserie håber jeg, at I får en fornemmelse af, hvad jeg mener, når jeg skriver, at kineserne er villige til at snyde i en hver handelssituation:

Der sælges hundehvalpe på gaden -  fra en vaskebalje! Bemærk den før omtalte stribede hvalp. De andre hvalpes striber var næsten forsvundet - hi, hi. 

Den mystiske race med striber, der dog forsvinder med tiden...

Der handles og hvalpen forlader stedet i en plastikpose. 

Tak for handlen! Det var naturligvis den stribede hvalp, der blev købt.

Psykologisk studie af kineserne fortsat:

• Hvis der er noget kineserne er gode til, så er det at stable, organisere, pakke og arrangere. Der er ikke noget, der ikke kan lade sig gøre – intet der ikke kan transporteres. Heller ikke selvom man kun er i besiddelse af en cykel. Jeg skal prøve at skaffe dokumentation for denne påstand. Det brude ikke blive et problem. Bare i denne uge har jeg set 1) scooter læsset med 3 vaskemaskiner 2) cykel med 2-3 meter højt stablet læs af pap 3) cykel læsset med flamingo, så diameteren var minimum 2 meter! Jeg vender tilbage med dokumentation!
• Kineserne er vilde med krabber. De sælges på hvert gadehjørne fint viklet ind i snor - levende og friske!

Friske krabber til slag

Man kan også købe mere eksotisk "seafood" som fx denne søpølse...

• Kineserne omtales ofte som uhøflige og egoistiske, men min erfaring er, at hvis man selv er høflig, smiler, holder døren og hilser, så kan du være sikker på, at de lyser helt op, og næste gang I mødes i opgangen eller elevatoren, så kan du være sikker på, at de returnerer din tjeneste. Så bliver der smilet, hilst og holdt døre. Jeg tror bare ikke, at kineserne er vant til hverken selv at opføre sig høfligt, men heller ikke at ”expatserne” opfører sig specielt høfligt. 
• Jeg er nødt til at fremhæve kinesernes dårlige kommunikationskills (igen) bl.a. med reference til lørdagens Halloween-oplevelse. Jeg havde desuden en aftale med ”Candy” om, at vi skulle begynde undervisningen af kinesisk denne søndag. Da klokken var 19, havde vi stadig ikke hørt fra pigen, og vi gik ud for at spise. Da vi kom hjem kl. 21 kunne jeg se, at hun havde ringet efter kl. 20. Hun ville lige høre, hvornår vi skulle mødes?!? Tsk, tsk.  Desuden arriverede nanny Fang kl. 8 denne søndag morgen for at gøre rent. Jeg var heldigvis på arbejde, men Mads blev tvunget op. Og det til trods for vores aftale om ALDRIG at komme før kl. 1 PM i weekenden.
• Kineserne har altid deres egen udgave af tingene: 

På MC Donald´s (hvor jeg kun var for at købe billig "coffee to go")  - bemærk den sorte burgerbolle med stegte løg. Den har jeg ikke set hjemme.

Kopi på kopi...

... på kopi på kopi...

• Kineserne er ikke blege for at diskriminere! Diskriminationen finder sted både flere niveauer. Jeg nævnte priserne på marathon sidst – 60 RMB for kinesere, men 200 RMB for foreigners. Det ville da aldrig finde sted i Danmark med særskilte priser alt efter nationalitet. Jeg kan ikke dokumentere det, men jeg er sikker på, at priserne på markederne også varierer stort alt efter nationalitet. Hvad jeg kan dokumentere er, at taxaerne herude ofte undgår os udlændinge … fordi vi ikke er kinesere. De kører simpelthen forbi. I Minghan står man altid i kø for at få en taxa uden for metrostationen. Her er det helt almindeligt, at taxaen kører forbi dig, selvom du står i kø, og tager en kinesisk kunde, der står længere fremme. OG i metroen har jeg gang på gang oplevet, at selv om der er kamp om siddepladserne, så vil en del kinesere foretrække at stå op, frem for at sidde ved siden af mig. Sætter de sig ved siden af dig, kan du være sikker på, at det rykker, så snart der er mulighed for at få en plads et andet sted – så langt væk fra dig som muligt. Så sidder man tilbage med en mærkelig følelse. Det er overhovedet ikke rart at blive betragtet som anderledes  - slet ikke når det er på den negative måde!
• Kineserne er kontrastfyldte. Alt skal se pænt ud på overfladen. Du møder en kineser med en kost på hver gade, og der er skraldespande for hver 20 meter, du går. Samtidig er kineserne nogle grisebasser. De spytter og hakker, og de smider affald fra sig overalt. 
• Kinesere er et træt folkefærd. Man ser dem sove allesteds  På arbejdet, i deres parkerede biler, ja faktisk faldt vores taxachauffør en enkelt gang i søvn midt i et kryds og i metroen sover folk på ræd og række. 

Intet særsyn i metroen. 

Til slut et par billeder fra hverdagen her hos os: 

Vores pæne hood. Her holder gadefejernes vogne klar til afgang. 

Jingán by night

Mig der har fundet en reklame for en netop indkøbt jakke.

Første stik af hjemve!

På en grå mandag morgen angribes jeg af det første stik af hjemve. Jeg har skypet flittigt med familie og veninder, men nattens indløbne opdateringer om søndagens løb i Aalborg, mors nært forestående besøg (der stadig ligger lidt for langt ude i fremtiden) og manglen på udsigt til nye eventyr i ugen der kommer, giver humørtemperaturen et nøk nedad. Heldigvis har man en storesøster, der er hurtig ved tasterne og lover en snak i aften – glæder mig!

Sørgmodighedens sump hedder det i "Den uendelige historie" - og sådan kan det godt føles, når man står op til  Shanghai gråt i gråt. 

Ugen har budt på ganske lidt arbejde. Mine private tutortimer går rigtig godt. Både Yunita og Sofia arbejder engageret, og så er det faktisk a piece of cake at være lærer. Weekendarbejdet blev overstået på en klokketime. Endnu engang stod jeg ansigt til ansigt med de 3 5-årige kinesere. Faktisk var de 4 stk. denne lørdag. Jeg havde heldigvis planlagt en særdeles alsidig time med adskillige fysiske udfordringer, der skulle eliminere Wins flugtforsøg samt trang til time out i lærerskabet. Det lykkes overraskende godt. Desuden introducerede jeg ”the star system”, hvor eleverne belønnes med stjerne, hver gang de gør noget godt, men fratages stjerne, når de er uartige. Denne behavioristiske tilgang, som jeg altid har været modstander af, er uden tvivl blevet et stresspræventivt redskab, som jeg uden din mindste skam har tænkt mig at dressere de små med i fremtiden. Da jeg efter timen ville returnere materialet, kiggede campuslederen uforstående på mig – og det gik op for mig, at klassen ikke længere var en vikaropgave, men var blevet MIN klasse. Av, av, her ser jeg er stor pædagogisk udfordring! Men jeg kunne kun smile af den manglende kommunikation, som er så typisk kineserne, og jeg tager udfordringen med Win, Nunu, Lucy og Roy op. De skal nok få lært at sige ”spoon” i løbet af dette skoleår!

Heldigvis er jeg som ansat hos Only Education sikret en minimumsløn lige meget hvor mange undervisningstimer, jeg gennemfører, så jeg har nydt weekenden uden dårlig samvittighed – ja faktisk valgte jeg lørdag at bruge min kommende løn på nye støvler og tøj. Man skal jo mærke, at man tjener penge igen, om end de først går ind på min konto om 3 uger. Fra næste søndag får jeg yderligere 3 klasser, som er mine egne. Jeg har mødt klasserne, og de virker meget søde. Kollega Karen vil forstå det, når jeg skriver, at de lignede artige hundehvalpe på række. Især en 12-årig pige, Angela, som modtager en-til-en undervisning og er VIP-elev var meget sød og ivrig efter at komme i gang. Hun er på ”high school level”, hvilket svarer til ca. 9.-10. klasse.  

Wuyan Campus! Godt nok bagsiden... men forholdene er ... beskedne !

Lille Win på en god dag med mange aktiviteter. Så er han jo sød nok.

Tirsdag var jeg på shopping tur til ”Tianzifang” med Rikke. Det er et afgrænset område med små butikker og cafeer i ægte Kina style. Der er ingen trafik, og man kan bruge timer på at kigge på smykker, kunst, nips, tøj og tasker. Herfra gik turen til ”Pearl market”, hvor Rikke viste mig, hvordan man prutter om prisen. Hun er hardcore! Jeg fik en cool kopitaske til 160 rmb – startprisen var ellers 580 rmb. På pearl market kan man, som det fremgår af navnet, købe smykker af enhver art. Der er rigtig mange kopier af danske og udenlandske designere, så er man til den slags, er smykkemarkedet heaven!

Rikke

Mig

Hyggelige gader

Dekorativt - havde netop købt et postkort med selv samme motiv

Fredag var dagen, hvor jeg skulle igennem det frygtede health check. Der var rygter om diverse ubehagelige undersøgelser af mere eller mindre intim art. Det viste sig heldigvis at være nogenlunde harmløst – selv om man fik følelsen af at være indsat i en form for arbejdslejr, når man blev afklædt, iført hvid morgenkåbe og måtte gå i lange rækker fra rum til rum for at få stempel på, at man var arbejdsduelig i Kina. Lægerne tale ikke til mig, men pegede, stemplede og råbte ”next”. Da jeg kom til at spørge en sygeplejerske, der netop havde placeret 8 dioder af pænt stor størrelse på arme, ben og bryst, om det ville gøre ondt, svarede hun ”yes, yes” – og havde tydeligvis misforstået, hvad jeg spurgte om. En enkelt læge råbte ”no, no”, da hun så mit blodtryk, men så fik hun mig rettet lidt til, tog testen igen, og sagde ”normal” – jeg ved ikke, om jeg skal være bekymret? Det største problem den dag lå i det faktum, at jeg naivt og ærligt tikkede ja, til spørgsmålet ”have you ever had any operations”. Jeg skulle selvfølgelig have løjet og skrevet ”nej”, men ak, jeg var som sagt ærlig og skrev ja, ”in my knee”. Det udløste en mindre lavine af diskussioner om, hvad de stakkels læger skulle skrive i deres rapport, da ingen (og da slet ikke jeg) vidste, hvad korsbånd hedder på kinesisk. De kom med adskillige forslag, men jeg kunne jo ikke vide, hvad der var rigtig eller forkert. Efter samråd, opslag i diverse lægebøger OG ordbøger, besluttede den ledende læge sig for at skive: scar after knife” – tsk, tsk, jeg ved ikke om den var gået i Danmark. Jeg håber dog, at jeg bliver erklæret egnet til mit work visa trods "scar after knife-status."

Det var desuden på denne klinik, jeg blev vejet til 70 kg, hvilket betyder, at jeg på 6 uger har taget intet mindre end 5 kg på. Jeg vedkender, at jeg synes, at det er svært at leve lige så sundt som i Danmark, og det er helt umuligt at træne lige så meget, men jeg vil tillade mig at stille mig skeptisk overfor de kinesiske målinger (!!). Især efter at min højde blev målt til 175 cm, hvilket betyder, at  jeg på 6 uger er vokset 4 cm, trods det faktum at jeg blev målt på bare, flade fødder. 

På health klinikken skulle jeg ligeledes have udfyldt det certifikat, der var påkrævet for at løbe marathon her i Kina. Det fremgår særdeles tydeligt af hjemmesiden for løbet, at kun klinikker af en hvis rang kan udstede det rette bevis på, at man er ”fit” til at løbe. Jeg var straks bekymret, nu hvor der måtte skrives at jeg havde scar from knife på mit knæ. Undersøgelsen, som vel tog min mor 5 minutter hos egen læge i Danmark, kunne ikke gennemføres på dagen, og jeg måtte komme igen ugen efter. Vi taler her om en mindre rejse på 2 timer. OG jeg har allerede været på klinikken 4 gange! Desuden skulle jeg betale ved kasse 1, hvis jeg skulle have udfyldt de 3 felter på certifikatet. Jeg fik betalt og bestilt ny tid og tænke for gud ved hvilken gang på, hvor omstændige mange forløb er i dette land. Anyways, da det blev søndag løb jeg alligevel ud til Shanghai Stadion for at tilmelde mor til løbet. Jeg blev pludselig bekymret for, at vi ikke kunne få startnumre, og for en sikkerheds skyld ville jeg tilmelde mor og bede arrangørerne om at holde et startnummer tilbage til mig – indtil torsdag hvor mit health check no. 2 skulle gennemføres, og jeg kunne dokumentere, at jeg var fit til at løbe.  Da jeg har fået tilmeldt mor og skal til at forklare min situation, svarer den ansatte ”no need,  just sign.” WHAT? Her har jeg rejst i timer, frem og tilbage, talt med mor om hendes sukkersyge, der kunne blive et problem for hendes deltagelse, lavet nye aftaler om sundhedstjek og betalt ved kasse 1, og så får jeg at vide ”no need”. Arrrrrhhh, så er det man først har lyst til at tyre noget hårdt ind i væggen – og bagefter smiler man og tænker: ”this is China.” Alting skal være så mega formelt og korrekt, men virkeligheden er, at alt kan lade sig gøre, hvis man betaler … og evt. har en form for stempel. Jesus! Sidste krølle på forløbet er, at hvis man er kineser koster løbet 60 rmb, men er man foreigner, så er man ikke blu for at tage 200 rmb for same løb. Ærlig talt, hvor mange steder i verden tillader man den slags diskrimination?

Nu er billetterne i hus, og både mor og jeg glæder os til løbet. Jeg har dog aldrig skulle gå så gruelig meget igennem for at få lov til at løbe, så nu håber jeg at selve de 42,195 km bliver harmløse sammenlignet med optakten!

Endelig vil jeg lige fremhæve weekendens nærkontakt med naboerne i bygningen. Første interaktion var som udgangspunkt ikke så positivt. Jeg havde fået den ide, at jeg skulle forbrænde 1000 kalorie ved at sjippe – inde i stuen. Efter at have ramt lamper og vægge, synes jeg selv, at jeg havde fundet et fint sted midt i lejligheden, hvor der lige netop var plads til mig og min fysiske udfoldelse. Efter 20 minutters engageret og vedholdende hoppen, bankede det på. De var tre kinesiske naboer. Excuse me – duk, duk, duk fik den ene fremstammet. Jeg tænkte, at det var lige godt groft, at man ikke kan få lov til at sjippe i sin egen lejlighed, så jeg følte mig umiddelbart lidt fjendtlig stemt. Den næste i køen fik nu kommunikeret en vis bekymring for hans loftslampe. Han malede med hænderne en lampe, der svingede frem og tilbage. Den argumentation kunne jeg jo ikke rigtig tangere. Jeg fik undskyldt, og de trak sig bukkende og takkende tilbage. Ok, de var faktisk ret høflige og måske endda også rimelige i deres anmodning. Derfor gik jeg i gården for at sjippe. Og det var faktisk her, i denne gård, på denne lørdag, at jeg for alvor kom i nærkontakt med lokalbefolkningen i Shanghai. Helt tilfældigt. Mens jeg hoppede og stønnede, samlede der sig en lille gruppe af forundrede mennesker omkring mig – børn, gamle, sikkerhedsvagter og en enkelt ung pige, der, viste det sig, kunne tale engelsk. Imellem mine intervaller stillede hun alle de spørgsmål, som naboerne havde – dels til min igangværende aktivitet, dels generelle spørgsmål som tilsyneladende havde hobet sig op, siden Mads og jeg flyttede ind. Hvorfor træner du? Hvor tit? Hvor hårdt? Hvor kommer du fra? Er Danmark i Europa? Hvor længe skal du bo her? Hvor gammel er du? Hvad arbejder du som? (stor respekt kunne jeg mærke for det faktum, at jeg underviste kinesiske børn i engelsk)

Det viste sig at vores tolk, Candy, selv underviser i japansk på universitet, og hun meget gerne vil forbedre sit engelsk. Derfor kom der i løbet af interviewet af mig den aftale i stand, at jeg kunne undervise hende i engelsk, hvis hun underviser Mads og moi i kinesisk. Så nu er dørene åbnet for sprogundervisning og interaktion med lokale – prima, prima!

Psykologisk studie af Kina fortsat:

1) Kinesere kan godt lide, at det skal se flot og formelt ud på skrift. At virkeligheden ofte viser sig at være anderledes – og at alting tilsyneladende kan lade sig gøre, når der viftes med tilstrækkelig mange pengesedler, er en anden side af sagen. Marathontilmeldingen gav virkelig anledning til at tænke ”de kinesere, de kinesere – you got to love and hate them at the same time”

2) Kinesere har generelt ikke et godt ry blandt ”ex-pats”, der omtaler dem som egoistiske, uhøflige, snydagtige og pengefikserede. Lørdagen nærkontakt med naboerne gav mig heldigvis et ganske andet indtryk af de lokale. De var nysgerrige og smilende – tilmed høflige. Jeg har derfor besluttet at danne mig mit eget billede af befolkningen – og ikke lade mig påvirke af andres dårlige erfaringer.

3) Kinesere er ikke strålende, når det kommer til kommunikation. De går ofte ud fra, at det ved man nok, uden at de nødvendigvis har givet besked. Et godt eksempel er klasseoverdragelsen på Wuyan Campus. Ingen har fortalt mig, at jeg har overtaget en klasse, men det er noget, jeg er sikker på, en del mennesker har vidst … noget længere end mig. Nanny Fang har også vist sig at have sin personlige agenda, og den bærer ikke præg af højt kommunikationsniveau. Vi kan simpelthen ikke få hende til at komme på de tidspunkter, som det passer os. Hun kommer faktisk lidt som viden blæser – og som det passer hende.  Til gengæld skal vores landlord roses for sin iver udi kommunikation. Om end han kun kan et par enkelte gloser på engelsk, så lykkes det ham altid at forstå/forklare. 

4) Jeg har erfaret, at kineserne ikke har så mange skrupler, når det handler om at ... handle. På fake market med David, fik vi at vide, at Ray ban-brillerne var top quality! Vi kunne bare tjekke det lille stofstykke til at tørre brillerne af med. Der stod også Ray ban. Wauw, tænkte vi, så må det være quality...? Jeg viste ham mine Ray ban-briller og etui - hvortil han svarede "copy, copy". Det lykkedes mig ikke at overbevise ham om, at jeg har betalt 20 x så meget for mine ÆGTE briller, end han skulle have for sit "quality". Den værste oplevelse var dog de små hundehvalpe, der sælges på market i Minghan. De er SÅ søde - og stribede på en både betagende, ligefrem bedårende og lidt påfaldende præcis og ensartet måde! Det viser sig, at striberne er påførte, for at gøre hvalpene sødere (!)  crazy, men jeg vil medgive at det virkelig har en effekt! Ingen skrupler, de kinesere! 

5) Tror måske ikke at kineserne pr. tradition er kendte for deres forkærlighed for margaritas, men det er her i Kina jeg har udviklet min forkærlighed for drikken, der serveres på restauranter, cafeer og barer. Glæd jer tøser, der kommer her forbi - der skal drikkes margaritas ang mass! 

When everyday life is not very everyday like

Tiden går fantastisk hurtigt! Jeg tror, det har at gøre med måden, vi lever på herude. Vi er ved at få en hverdag, men dagene ligner på ingen måde hinanden! Det er svært at huske en hel uge tilbage, fordi rutinerne er så ikke-rutineprægede. Det er et held, at jeg får taget billeder af de forskellige begivenheder, så de kan genkaldes. Julegaveønske no. 1: kamera!

Vejret er fuldstændigt fantastisk p.t. Solen skinner og temperaturen ligger på de behagelige 20-24 grader. Det er NU man skal besøge Kina. Det har Mads´ kammerat David gjort. Han ankom i tirsdags og blev indlogeret på vores gæsteværelse. Han bliver 14 dage (+), og det er hyggeligt med en gæst, der lægger mærke til andre ting, end vi selv har gjort, og spørger ind til kinesiske forhold, så vi må tænke os om og selv bliver klogere på dette usædvanlige land. Vi bliver fortsat gjort opmærksomme på, at vinteren herude er barsk! Især fordi lejlighederne er så dårligt isolerede (hvis overhovedet) og kulden er kold på en anden måde. Mor: medbring gerne vinterjakke! Desuden stiller man ikke på tiden herude, så snart kommer vi 7 timer foran jer derhjemme. Det har vist sig at være for besværligt at ændre tiden for så mange mennesker. Tænk, at der er forskel på, hvordan man administrerer tiden her og fx i Europa. Jeg undres – igen!?

Mandag, tirsdag og fredag blev brugt på meget typisk kinesisk vis! For at arbejde på lovlig vis her i Kina, skal man have ”work visa”, hvilket kræver et ”health certificate.” For at få det, skal man igennem en grundig undersøgelse – det er endnu uvist HVOR grundig, men rygterne forlyder, at den ikke nødvendigvis er helt smertefri, hvad end det så betyder (?). Anyway, for at få undersøgelsen, skal man først booke tid, og det var præcis dét, jeg kom til at bruge mandag, tirsdag OG fredag på – ikke undersøgelsen, men tidsbestillingen! Mandag ville jeg løbe ud til klinikken, for det blev mig tydeligt forklaret fra min arbejdsgivers side, at det var umuligt at få tid pr. tlf. Ergo ville jeg kombinere løb med tidsbestilling. Resultatet blev en pæn lang løbetur (2 timer), men jeg fandt aldrig klinikken. Tirsdag havde jeg tjekket bykortet en ekstra gang, opklaret fejlen, og var klar til at prøve igen. Denne gang stod jeg tidligt op, og var klar til at løbe før 9. Igen var det ganske umuligt at finde stedet, men kl. 11.30 lykkes det på magisk vis og ved et større tilfælde. Desværre blev jeg mødt med beskeden ”finish!” Et svar jeg nægtede at godtage, hvilket resulterede i en viderestilling til en anden bygning, hvor jeg efter at have ventet i pænt lang tid, fik oplyst, at der var lukket pga. frokost. Fair enough, jeg luntede ud i de små gader, fandt et lokalt køkken, pegede på nogle kinesiske tegn, krydsede fingre og fik serveret et hæderligt måltid – det hele ved hjælp af en god portion fagter og en lige så stor portion mod. Kl. 12.30 var jeg tilbage på klinikken for at bestille tid. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, da jeg ikke havde medbragt mit pas. See you… Heldigvis kunne jeg bare booke tid på nettet, sagde den mindre imødekommende sekretær og gav mig en adresse. Hjemme igen prøvede jeg straks at booke tid. Jeg blev først gjort opmærksom på, at siden var farlig for min computer, men nu var jeg desperat og skrev ”fortsæt”. For at booke tid skulle jeg oprettes som bruger. Det kunne jeg imidlertid ikke, da min mailadresse var for lang – argggggggh! Hvordan kan en mailadresse være for lang? Ergo af sted igen fredag – og endelig efter at have brugt omkring 11 timer på transport og forgæves leden fik jeg booket en tid. Dette er et typisk eksempel på hvor mega omstændigt alting er herude, og hvor mange timer man kan bruge på noget, der burde tage 5 minutter. Man når at frustreres adskillige gange undervejs. Det hjalp så heller ikke, at jeg på vejen hjem endelig fandt et sted, hvor jeg kunne købe et kort over byen (noget jeg har ledt efter i 6 uger)… bare for at finde ud af, at kortet var på kinesisk – xie xie (tak).

Efter sidste weekends drænende undervisningsoplevelse på de kinesiske skoler blev mandagen skudt i gang med danskundervisning i Pudong. Her var forholdene noget anderledes, som det fremgår af billederne. Her er der ressourcer til udsmykning, og eleverne var lydhøre og flittige. Det var nemme penge, der blev tjent den eftermiddag.

Store og hyggelige lokaler!

Et bord til læreren, hvor der er plads til at ligge op til flere A4-ark. Luksus!

Flittige danske børn arbejder. 

Pga. vores logerende har der i denne uge været arrangeret en del ud-af-huset-ture. Bl.a. var vi fredag morgen oppe kl. 6 for at løbe ud til ”The Bund” og nyde udsigten. Det blev til en længere sightseeingtur, da vi endte med at spise morgenmad på Starbucks og gå hjem med små svinggerninger i parker mm. Her var vi faktisk så ”heldige” at bevidne, at kineserne godt kan udvise særdeles aggressiv adfærd. En ældre mand nærmest angreb en flok Thai Chi-udøvende mennesker af ukendte årsager. Det blev faktisk helt spændende at følge begivenhederne, der til slut involverede størstedelen af parken inkl. betjente.

Idyl og Tai Chi få minutter før arrig gammel mand smider hele den aktive gruppe ud af parken....

Smuk kunst i parken på Beijing Lu

En grøn oase midt i byen - man aner højhusene i baggrunden. 

Onsdag aften var vi til Shanghai Rolex Masters – den store ATP-turnering, hvor vi skulle se Murray og Federer spille. Murrays modstander var desværre blevet skadet, men vi så to gode kampe, bl.a. Federer der spiller virkelig god tennis.

Mads og David var nødt til at investere i en is pga. af netop indtaget og særdeles stærk chiliret.  De havde nok ikke regnet med at de to små is på billedet af mærket "Hagendaz", skulle koste 125 kr!

Center Court hvor Federer spillede. 

Efter at have cyklet med Rikke i Minghan var jeg torsdag eftermiddag til teammøde på min nye arbejdsplads og efterfølgende var der undervisning i kinesisk. Holdet har desværre været i gang i flere uger, så det var svært at dumpe ind og finde ud af, hvad der helt præcis foregik. Jeg synes, at udtalen er mega svær! X udtales som ch, qio som tio, zh som dj – og så kan mange lyde og ord udtales med 4 forskellige toner/intonationer, der betyder noget forskelligt. Kig på tavlen og se, om I forstår meningen (?)

Lørdag skulle der igen undervises på engelsk. Igen klassen med de små 5-årige kinesere – i alt 3 stk. Rigeligt! Wing, en lille fyr på 110 cm, sørgede for at holde mig beskæftiget i 60 minutter. Han drønede rundt og rundt, indtil han fandt hvile … i mit skab! Da han kedede sig her løb han ud af klassen, og jeg så ham kun kort til slut. Nunu og Lucy var til gengæld meget artige og forsøgte flittigt at udtale ordet ”spoon”, hvilket aldrig rigtigt lykkedes. Kinesere ligger trykket helt forkert, så det lyder som to ord. Undervisningen skulle nu bare overstås, da jeg kl. 12 skulle være i Anting, der ligger 40 km uden for centrum. Her skulle Rikke og jeg lave en trikonkurrence på OL-distancen. Vejret var perfekt. Overskyet og vindstille. Da jeg nåede frem med taxa havde Rikke sat cykler og udstyr frem, og det eneste jeg skulle gøre var at klæde om og gennemgå ruten. Vandet var perfekt temperatur (ingen våddragt), men fuldstændig plumret og brunt. Man kunne ikke se sine egne hænder, når man crawlede. Svømningen gik nu fint, selv om jeg to gange tror, jeg var i kontakt med stor kinesisk fisk – måske en karpe? Det var der nu ikke tid til at dvæle ved, af sted på cykel. Her var der både high-tech-tri-cykler såvel som sammenfoldelige campingcykler. Der var absolut ingen regler for, hvad man måtte på cykelturen – drafte, overhale udenom og indenom… you pick! Ingen problemer på cykelruten, hvor jeg kunne holde en gennemsnitshastighed på 34 km/t. Kun en enkelt gang var jeg i overhængende fare. En bus kørte ind foran mig for at dreje, og jeg undveg kun med få cm. Løbet var som altid hårdt, men uden for meget træning op til stævnet var jeg alligevel tilfreds med en samlet tid på 2.32 og en 2. plads blandt kvinderne.

Rikke og mig!

Søndag var der marathonundervisningsdag igen. Denne gang var dog meget skønnere, da jeg kendte eleverne og havde forberedt mig med det materiale, jeg fik udleveret weekenden forinden. Det var ikke engang nødvendigt at sove, da jeg kom hjem. I stedet fik jeg skypet med hele familien, der holdt min niece Mie Mathildes 8-årig fødselsdag. Det var hyggeligt at være med til gaveåbning og fødselsdagssang, selvom man var langt væk. Bagefter mødtes jeg med Mads og David ude ved Pearl Tower – verdens 3. højeste tv-tårn. Det ligger bare 4 metrostop herfra i et særdeles tjekket ”financial area”, hvor alting er strømlinet og man går rundt på opløftede gangbroer. Vi endte nede ved floden, hvor vi slog os løs på en spansk tapasrestaurant. Intet mindre end 5 tjenere til vores rådighed. En stod for bestilling, en for vin, en for at lægge serviet i skødet på os, en til at hælde vand op og en til at hente brød. Hva´ behar´!

Sidste mindesmærke i denne omgang har været min første ”private tutoring” med Yunita fra Indonesien. Hun er en 35-årig kvinde, der er dansk gift med ”Morten.” Han var med til at begynde med, og de var begge rigtig søde. Faktisk endte Yunita med at være her i 3 timer, og jeg tror, det ender med, at vi skal se lidt mere til de to. Morten har allerede skrevet, om Mads og jeg vil med Yunita og ham ud at spise. Det må betyde, at Yunita har været glad for undervisningen, formoder jeg… På torsdag skal jeg undervise Sofia på 7 år i dansk, men jeg ved endnu ikke, hvordan weekendens arbejdsplan kommer til at se ud.

Sidste note herfra en mit løbende psykologiske studie af kineserne i almindelighed. Her er de notater jeg indtil nu har gjort mig:

1. 1    Kinesere kan ikke lide trapper! De løber gerne for at være de første ved elevatoren eller venter i lange køer på rulletrappen. Trapper, nej tak!
2. 2       Kinesere kender ikke til køkultur! De moser, uden snert af at være pinlig berørt, ind foran vi andre, der har lært at vente til det bliver vores tur.
3. 3       Kinesere hilser helst ikke! Eller de hilser som udgangspunkt ikke. Mads og jeg har gentagne gange hilst på vores vagter foran lejlighedskomplekset og nu (endelig) hilser de igen og smiler.
4. 4      Kinesere sveder ikke! Måske fordi de ikke ynder at bevæge sig for hurtigt, men formodentlig fordi de er bygget anderledes. Man kan derfor ikke købe almindelige deodoranter herude, da kineserne simpelthen ikke bruger deodorant. Mor: medbring gerne Samex-deo!
5. 5       Kinesere er meget fokuserede på penge og prestige! Alting handler faktisk om penge.
6.         Kinesiske børn er ikke mere opdragne end dansk! De er faktisk meget lig danske børn  - spiser alt for meget slik og larmer rundt i undervisningen, hvis ikke man er over dem. Men det er lidt sødt, at de kalder én for Miss Teacher eller Miss K.

Hverdagens små observationer fortsætter. Hvem ved hvor det ender… ?

Working in China

Så er endnu en uge gået – og det blev ugen, hvor jeg trådte ind på det kinesiske arbejdsmarked og Mads rundede de 30 år. Altså, en særdeles begivenhedsrig uge!  

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, har vi haft Moon Festival herude østpå. Det er en festuge, også kendt som Autumn Festival, hvor kineserne holder fri, og det har vi kunnet mærke på trafikken. Det har været en hel fornøjelse at løbe midt på dagen. Temperaturen har også været moderat – omkring 22-24 grader, let overskyet og lidt vind. Byen er pyntet fint op med flag, lamper, neonlys og bannere. Næsten som vi kender det fra julen hjemme.

Det kinesiske flag er placeret i alle store træer i denne uge. 

Én af de mange alléer med træer og flag.

  

Jing´an templet i hjertet af Shanghai meget tæt på vores lejlighed. Her kan man måske fornemme blandingen af nyt og gammelt. 

Onsdag var jeg igen i Minghang for at cykle med Rikke. Det er ren idyl at cykle på den kinesiske ”countysite,” og det blev ikke ringere af, at Rikke serverede super lækker frokost på terrassen i den bagende sol.
Jeg besluttede at gå til subwayen – en tur på ca. 5 km, hvor man kommer igennem den lokale bydel med små markeder. Jeg fik taget masser af billeder og blev inspireret til selv at få handlet ind af alle de lækre grøntsager, man kan få til næsten ingen penge. Et salathoved: 65 øre, en grøn peber (chili) 1 kr. osv.  Kødet er jeg dog ikke klar til at købe lokalt endnu. Det ligger i solen og ”steger” hele dagen…

Kød til slag på markedet - liggende i den bagende sol. Hygiejne er så som så!

Rodfrugter til salg!

Gadesælger og lækre grøntsager. 

Maredet fortsætter hele vejen gennem byen - tøj, mad og alverdens ting og sager. 

Torsdag blev Mads 30 år, og dagen var planlagt ned i mindste detalje. Morgensang, flag og gaver, senere massage og middag på lækker italiensk restaurant sammen med Allan og Rikke. Aftenens højdepunkt var turen til Xintiandi, der er en eksklusiv gå-i-byen-gade. Her endte vi med at sidde og drikke drinks til sent OG blev kørt hjem af Rikke og Allans chauffør Han- meget fornemt! Hjemme ventede Mads´forældre på Skype, og vi var først i seng kl. 3.30. Dagen blev udnyttet til det makimale.

Dansk fødselsdag i Kina

Fødselsdagsbarnet med sine gaver og havregryn ;)

Ipad, printer, gavekort, vægte og ordbøger - det betaler sig at fylde år!

Fredag skulle jeg så småt til at indstille mig på min lærergerning igen. Jeg var inviteret til at observere en undervisning med en af de erfarne lærere. Forholdene er lidt under danske standarder – her vil jeg især fremhæve toiletforholdene (!!) og klasseudsmykningen, MEN undervisningen var rigtig god. Det er dog hårde odds at undervise fredag aften fra 5.30-7.30 PM. Børnene har allerede været i skole i 8 timer og skal nu fortsætte i 3 timer mere. Det kræver virkelig en masse aktiviteter – især fordi mange ikke forstår alt, hvad der bliver sagt.

Fra nu af medbringer jeg papir, når jeg underviser på de forskellige campus(er). 

Jeg var nu ved godt mod, da jeg tog hjem for at forberede min undervisning til lørdag morgen. Havde ikke bogen, men havde fået mailet de ord, der skulle arbejdes med. Kunne godt regne ud, at klientellet var ungt, da vi på en klokketime kun skulle gennemgå 4 ord – pencil, crayon, ruler og eraser. Jeg var endnu ved godt mod, da jeg lørdag morgen begav mig mod campus, der var i gå afstand. Jeg mødte de små elever (3 x 4-5-årige kinesere) og var endnu ved godt mod. Søde børn! Fandt ud af at det tilsendte materiale var forkert og havde pludselig intet at undervise i, men humøret var godt. Kom igennem klokketimen… og var fuldstændig nedbrudt! De søde børn forstod intet af, hvad jeg sagde, de tumlede rundt og skulle indfanges med de bare næver, en græd, en mor afbrød undervisningen for at pudse sønnens næse, og jeg forsøgte at være faglig. Jeg var så træt, at jeg næsten ikke kunne gå hjem igen. Følte, at jeg havde undervist i 8 timer!!

Søndag stod den på 6 timers undervisning af 4 klasser. Jeg var rustet til fingerspidserne, da jeg drog hjemmefra kl. 8 og endnu engang ved godt mod – dog en erfaring rigere. Dette campus var mere organiseret og toiletforholdene var bedre (selvom lugten af tis blev mere og mere intensiv i løbet af dagen – måske fordi papiret ligger i åbne kurve og langsomt afgiver en dunst af gammel urin, jo længere tid der går). Første klasse var 8-10-årige. De var søde, men kors hvor er de urolige. Halvdelen drøner rundt som lopper, mens de artige piger er dybt fokuserede. Jeg tror, det er fordi, de ikke forstår halvdelen af, hvad jeg siger. Et af mine indslag var, at vi skulle kaste en ”frø” til hinanden og stille/svare på spørgsmål. ”If you get the frog – you have to talk”. Ideen var, at eleverne skulle være lidt aktive, mens de blev tvunget til at tale. Jeg skal love for, at eleverne var aktive. Drengene fandt hurtig på, at slå frøen retur med en vandflaske, så de blev fri for at tale. Det var en overgang direkte farligt at opholde sig i klassen, da den lille grønne frø blev slynget rundt og læreren (mig), drønede efter for at stoppe aktiviteten. AK!

Jeg havde heller ikke luret, at der var aircondition, hvilket betød, at jeg underviste i 35 graders varme. Da det begyndte at dryppe fra min pande, var der en drenge, der spurgte, om han skulle tænde for anlægget. Det hjalp. Det fedteste ved den lektion var pausen og elevernes navne – Laser, Suuny og Drek, ret seje navne til små spinkle kineserdrenge på henholdsvis 8, 9 og 10 år. 

De følgende 3 undervisningsmoduler gik bedre. Man er som lærer på 90 minutter af gangen, så det er super hårdt, men jeg synes, at jeg fik mere styr på børnene i løbet af dagen. Jeg skal igennem hele turen igen i næste weekend og håber, at jeg ikke behøver at sove i 15 timer igen, når jeg kommer hjem!

Der er sparet lidt på udsmykningen af lokalerne.

Mit hjørne...

Dog en fin tavle!

I dag er det mandag, og jeg skal til BISS (The British International School of Shanghai) i Pudong, hvor jeg skal være vikar for en dansk klasse. Det bliver sikker piece of cake efter weekendens udfordringer!