Back Home!

Efter 3 underskønne uger i Danmark er vi på plads hjemme i Shanghai igen. For første gang i mit efterhånden lange liv måtte jeg smage lidt på jetlagets glæder. I en uge lå jeg lysvågen om natten, faldt i søvn ud på morgenen og vågnede sidst på eftermiddagen. Det krævede en kold tyrker på bare 3 timers søvn og en efterfølgende maratonarbejdsdag, før jeg kom nogenlunde på plads inde i hovedet igen. Det er ganske horribelt, når kopsrytmen ikke matcher omgivelserne! Årsagen til detbut-jetlaget var ganske enkelt, at vi vendte hjem til en lejlighed, der var 4 grader varm. Vi trådte ind i et kæmpe køleskab, og selv om der blev skruet op for alt, hvad der kunne varme, gik der 2 døgn, før temperaturen var stabiliseret. Det betød, at Mads og jeg var tvunget ind under dynerne med masser af tøj og halstørklæde til mig. Vi faldt selvfølgelig i søvn ALT for tidligt, og dermed var søvnrytmen forstyrret. Det kommer ikke til at ske igen. Man er bare nødt til at holde den kørende det første døgn!

Risengrød med de små Venger

Ugerne i Danmark gik hurtigt med herlig familiejulehygge og så mange venindebesøg, som der kunne presses ind. Det var dejligt at blive opdateret på hjemmefronten og se skønne mennesker igen. Nytårsaften blev fejret hos Søs med lækker mad og vino. 

Hvem kan stå for ægte julehygge med 3 skønne unger!

Mathilde og Mads genforenes!

Det var ikke bare rart at gense jer derhjemme. Det var ski´også mega lækkert at spise dansk igen. Jeg blev modtaget i Albæk med røget laks på ristet franskbrød og kold hvidvin, herefter stod den på ris a'la mandel og så blev det hele toppet med grønlangkål og skinke. Ikke dårligt.

For Mads var den største gensynsglæde vist knyttet til "Joe & the Juice" OG Mathilde Kakaomælk! 

En meget tilfreds Mads!

Mads og Mathilde... igen!

Det var til gengæld også rart at opleve en spirende Shanghailængsel, og vi synes begge, at det var dejligt at komme tilbage til Kina – om end vores ”hood” i løbet af de 3 ugers ferie var ganske forandret. Det passer, når det siges, at kineserne kan bygge effektivt. I løbet af juleferien var der dukket adskillige nye butikker op bare på vores lille stykke af Wuding Lu, herunder en bank, en juicebar og en ejendomshandler. Dertil kommer den ”neglebutik”, vinbar og bank nummer 2, der åbnede i december. Det er fuldstændig umuligt at følge med i det tempo kineserne sætter. I øvrigt er jeg blevet opmærksom på antallet af banker her i landet. Jeg har sat mig for at tælle, hvor mange banker, der ligger i en radius på en km fra vores adresse. Mit bud er omkring 50! Der ligger simpelthen en bank på hvert gadehjørne + 3-4 mellem gadehjørnerne. Det er fascinerende!

Det var måske også lidt svært at sige farvel igen. 

Hvem kan sige farvel til sådan en darling?

Hverdagen har atter indfundet sig – for mit vedkommende betyder det masser af undervisning og en del mere træning end før jul. Min cykel er vel ankommet, og fortsætterne for 2013 er for mit vedkommende et år med fokus på sundhed. Især madfronten har været svær her i olienationen, hvor alting tilsyneladende vendes og drejes i fedt inden det serveres – gerne med et ekstra skvat olie. Jeg har meldt mig ind i det lokale fitness center, hvor jeg indtil nu kan godkende adskillige ”hold” (især er jeg glad for at kunne erklære mig aktiv ”body pumper” igen), OG jeg er begyndt at lave mad herhjemme. Målet er madlavning 3 gange om ugen, hvilket er en 3-dobling i forhold til sidste år.

Årets største mål bliver marathon på ”The Great Wall” i Beijing (mit løbsnummer er bekræftet) og forhåbentlig en halv ironman formentlig i Taiwan. 

Træning på cyklen

Første tur på racercyklen bød på en del pudsige observationer, der fortjener en plads her i bloggen. Alle oplevelserne kan knyttes til kinesernes måde at begå sig på i trafikken. Allerede på vej mod Minhang, hvor jeg mødes med Rikke og cykler, bliver jeg overhalet af ”uopmærksom dame på knallert.” Damen var tilsyneladende mere optaget af at smsé end af at følge med i trafikken. Hun overhaler mig ganske indiskret (faktisk må jeg lige ha´ foden på jorden og genvinde balancen, da hun snitter mig i overhalingen) og allerede få meter efter svinger hun (uden at se sig tilbage naturligvis) til venstre, hvorved hun kører ud foran en anden knallert. Styrerne på de to knallerter bliver flettet og begge kanllertister (?) må i jorden, før de skilles uden så meget som et lille bandeord eller en hævet knytnæve - noget jeg ved, enhver dansker med respekt for sig selv ville kunne præstere efter et uberettiget trafikalt overfald af den art. Kun jeg virkede overvældet af mini-ulykken.

Senere uden for byen drejer vi af ved en markvej, der netop er blevet udrustet med to cementchikaner. Foran chikanerne holder en lille lastbil. Chaufføren er ved at vurdere muligheden for at passere passagen på ca. 1,2 meter med sit betydelig bredere køretøj. Rikke når lige at sige, ”det gør han bare ikke”, inden føreren af køretøjet sætter i første gear og laver en direkte torpedering af chikanen, hvorved hele kofangeren og begge forlygter falder af vognen og ledninger stritter ud fra bilens nu blottede indre. Vi er mildest talt overraskede over situationen og vælger at tage cyklerne på ryggen og gå uden om ”episoden.” Bag den nu kollapsede bil, holder nemlig en endnu bredere læsset motorcykel, der dytter febrilsk. Han virker overbevist om, at han sikker kan komme igennem chikanerne på mere elegant vis.

Da vi er ude af farezonen og ca. 10 meter længere nede af vejen, lige inden vi kommer af sted på cyklerne igen, når vi at blive vidner til endnu et trafikalt sammenstød. Her har en overlæsset knallert sat sig fast i et hul. En venlig mand har parkeret sit eget motorkøretøj bag den forulykkede og tilbyder nu sin hjælp. I fællesskab begynder de at skubbe og rykke i den fastklemte knallert. Og nu sker der så det, som man kan forvente, når man har sat sit køretøj i bakgear og begynder at slide i det (…) det begynder at bakke. I det her tilfælde resulterer det desværre i, at knallerten ryger op ad hullet og direkte ind i den hjælpsomme mands motorkøretøj, der bliver kastet af vejen.

I løbet af ca. 2 minutter har vi således været vidne til 2 brølere af dimensioner i omgangen med hestekræfter. Det kan vel ikke komme bag på nogen, at det er vigtigt at forvente det værste af de kinesiske trafikanter og bare blive glædeligt overrasket, når de ikke går direkte efter at ramme dig eller andre.

Kashmir i Shanghai!

Er lige kommet hjem fra det lokale supermarked, hvor jeg et kort øjeblik ganske overraskende måtte bøje mig i respekt for kinesernes valg af "musak" i "den lokale." Min opmærksomhed fanges af kendte toner. Der går kun et øjeblik, før jeg genkender lyden af "Still Boy" med Kashmir. Ok, tænker jeg. Ikke så ringe sammenlignet med den normale klang af dansktoppen på kinesisk. Men det bliver bedre - flere numre fra samme plade følger. Jeg synger med - og nikker anerkendende til de ansatte. RESPEKT! Klar forbedring. Jeg undres måske en smule, men kineserne har det jo med at overraske, så hvorfor ikke. Da jeg 20 minutter senere står i kø ved kassen og skal til at pakke, bliver lyden af Kashmir, der fortsat spiller, overvældende høj. Det viser sig, at det er min egen I-pod, der spiller i tasken og den kinesiske kassedame ser misbilligende på mig. Først da jeg får slukket for den medbragte musik, kan jeg høre den velkendte lyd af kinesisk slagermusik i baggrunden. Ok, det var måske også for godt til at være sandt ;)

Man ved man er i Kina når:

• Man kun kan finde pasta og ingen ris – undres – og finder ud af, at det er fordi, risposerne er så store, som dem man køber vejsalt i derhjemme, og derfor ligger på lagret. Først med hjælp fra adskillige ansatte finder man frem til en ”lille” 5 kg-pose.
• Man tror, man har mødt de vildeste navne blandt de kinesiske elever (Star, Sky, Laser, Win, Nunu, Lulu, Candy, Rainbow osv.), men efter jul har fået ny elev, der præsenterer sig som ”Cinderella.” WTF! Så når jeg pt. underviser, må jeg undgå at smile for meget, når jeg peger på en lille lavstammet kinesisk pige med et lidt tungt brillestel og en meget skæv fortand og siger: ”Ja Cinderelle, hvad siger du?” Det er jo fuldstændig som at lege med ”My little Pony.”
• Traditionen om at lade julepynten blive hængende frem til nytår bliver efterlevet 100 %. Desværre ligger det kinesiske nytår jo først i februar, så man må finde sig i juletræer, nisser og ”Merry Christmas-skilte” en måneds tid endnu.

Ja, sådan ser der altså fortsat ud på Nanjing Road - og alle andre steder. Det kan godt være, at kineserne først får pyntet op til jul sidst i december, men hvad gør det, når julepynten får lov at hænge til sidst i februar!?!

• Når forbruget af emballage er uhørt stort. Køber man en kartoffel kan man være sikker på, at den er pakket ind i 1 stk. plasticbakke og folie, køber man en bolle bruges der plastichandsker til at putte bollen ned i en plasticpose, der puttes ned i en papirspose. Det er fuldstændig vanvittigt, hvor meget emballage der er i cirkulation i denne by. Intet under, at forureningen når uanede højder.
• Når monetos (chen) er omdrejningspunktet for alt – respekt, anerkendelse, ja det egentlige mål med hele tilværelsen. Et eksempel er det kinesiske nytår. Her skydes der fyrværkeri af i hele perioden. De forskellige dage har forskellige betydning. Èn dag skydes der af for at få et sundt år, en anden dag for at få et lykkeligt år, men dagen, hvor kineserne går bersærk, er dagen, hvor man skyder af for et rigt år! Vi har fået beskrevet kinesernes mentalitet af en tysk forretningsmand, der har boet i landet siden 70érne. Når en kineser stilles en opgave tænker han 1) hvorfor mig? 2) hvordan kan jeg gøre det lettest? 3) hvordan kan jeg tjene på det. Det er en beskrivelse, der passer meget godt med den chen-chen-mentalitet, vi har stødt på gang på gang. Historisk set skyldes det jo nok, at der er tale om et folkefærd, der har undergået hårde perioder, været undertrykte og frataget ethvert personligt ansvar.
• Når dagens frokost består af 2 x frisklavet pandekage med æg og krydreurter hos den lokale gadehandler til den nette sum af 6 RMB

Dagens pandekage laves på nul komma fem og smager  "yummi"!