A touch of everyday

Så ramte jeg for første gang siden ankomsten til Shanghai, det der har mindet om en helt almindelig, halvkedelig, hverdagsagtig uge.

Arbejde:

Jeg har arbejdet – flittigt! Har netop fået to nye engelskklasser, hvilket betyder, at jeg nu arbejde lørdag morgen OG eftermiddag og søndag fra 8.30-17.30. Synes, jeg er ved at have tjek på undervisningen – og er begyndt at kende ungerne, så der også er overskud til lidt skæg og ballade. Jeg blev dog rystet ud af min comfortzone, da jeg skulle undervise mit nye hold denne søndag.
Jeg var blevet forberedt på, at der ville være tre elever, og at de skulle undervises i alfabetet og tallene. Hvor svært kunne det være? Jeg havde derfor kun forberedt mig overfladisk, dels fordi jeg ikke havde materialet, dels fordi jeg red på en bølge af undervisningssucces. Ak, på brutal vis blev jeg dog sendt retur til Kinas virkelighed. Da jeg ankom til campus storsvedende og i sidste øjeblik (jeg har 30 minutter fra jeg slutter på Wuyuan Campus til jeg skal være på Yuan Campus, hvilket er liiige i underkanten), stod der ikke mindre end 7 forventningsfulde elever. Aldersspredningen fra 6-10 år, OG de forventningsfulde elevers forældre ville gerne deltage i det, der pludselig blev defineret som en ”prøvetime”, for at afgøre, om deres elever skulle være betalende elever i fremtiden. Syntes lige pludselig at forventningspresset sted en del. Klasselokalet var ca. 10 m2, så der var egentlig ikke plads til flere end eleverne og mig. Det prøvede jeg at forklare campuslederen. Hun foreslog herefter forældrene, at de kunne kigge med på kameraet (!!). Der var så ingen, der havde fortalt mig, at al min undervisning bliver filmet (!!). Aner ikke, hvad de bruger de mange timers undervisningsdokumentation til, men jeg håber ikke, at de har kigget mig over skulderen hver gang. Anyway, jeg gik i gang med projekt ”sælg undervisningen på Yuan Campus, så forældre og børn i fremtiden vil betale for at komme her.” Det viste sig lynhurtigt, at eleverne allerede kunne både alfabet og tal – og dermed var min i forvejen ikke super gode forberedelse ligesom faldet en smule til jorden. Det lykkedes mig dog at improvisere på forholdsvis udmærket vis, men da vi nåede pausen, var jeg ved at være udgået for gode ideer. Og ikke nok med det – jeg var særdeles udfordret med tre 10-årige, der lavede ballade (den klassiske ”efteraber læreren” og taler kinesisk til den dumme lærer), fordi de nok kedede sig, og fire 6-8-årige, der var lidt betuttede og ret svære at få til at sige noget. I pausen blev jeg informeret om, at campusinspektøren havde ringet og givet forældrene grønt lys til at deltage i undervisningen. Der blev derfor transporteret yderligere 10 stole ind i det mikroskopiske lokale, således at jeg kunne røre ved samtlige elever fra min plads foran tavlen. Det var ikke bare klaustrofobisk, det var sved- og angstprovokerende! Jeg anede ikke, hvad jeg skulle lave med børnene – og forældrene sad for at vurdere kvaliteten af mit arbejde. Føj nogle svedskjolder, der voksede frem under mine tunge arme. Jeg aner ikke, hvordan jeg kom igennem de sidste 45 minutter – der er bare et sort hul i min hukommelse – men det lykkedes mig da at overskride tiden med 10 minutter, og der var op til flere smilende forældre i klassen, da jeg bakkede ud derfra. Det bliver spændende at se, om der er et hold at undervise på næste lørdag. Eller om det blev en engangsfornøjelse. Time will show.

Træning:

Jeg kan ikke prale af en uge præget af træning og forberedelser til det forestående maraton. Torsdag luntede jeg 2 km og måtte derefter gå hjem, da mine ben slet ikke var kommet sig oven på lørdagens ultraudfordring. Jeg har næsten ikke kunnet gå – og trapper har ikke bare været en smertelig udfordring, de har givet mig en kvalmeagtig fornemmelse. Jeg har fået massage og givet benene ro, og nu håber jeg, at de når at blive friske til d. 2. december. Jeg må desværre nok indse, at især mine forlårsmuskler har taget decideret skade af løbet.  

Tilpasning:

Mads og jeg trives her i byen. Faktisk stortrives vi her i byen. Efter jeg fik min cykel, har jeg følt mig som en rigtig "lokal" her i Shanghai - ikke længere en famlende turist. Det findes ligesom "Katrine i Shanghai FØR cykel" og "Katrine i Shanghai EFTER cykel" - to meget forskellige Katriner. Ok, jeg stopper måske stadig lidt for ofte op og pakker mit kort ud, men det er der vel heller ikke noget at sige til, når vejene hedder: "WulumuqiLu, WahangduLu og ZhaoJiaBang. Eller endnu værre: Changning, Chanhshou og Changsu. Man bliver nemt forledt til at tro, at man ved hvor man er... og så er man det slet ikke. 

Nå, men Mads og jeg trives altså, og vi har jo sat os det mål, at vi skal lære kinesisk. Bare nok til dagen og vejen, som man siger. Vores indgåede aftale med Candy fungerer faktisk storartet. Bortset fra at Candy, som den kineser hun er, arbejder fra morgen til sen aften stort set alle dage. Det betyder at vores undervisning pt. er placeret lørdag aften fra 7-9. Måske ikke det mest gunstige tidspunkt for læring, men vi morer os faktisk med at udtale lyde og ord, der er helt fremmede at have i munden. Især tallene 4 og 10 har voldt store problemer, men nu er de ved at være på plads. Vi tilføjer nye gloser til vores "vokabularium" hver dag - og jeg får masser af hjælp fra elever og kinesiske kolleger. Har fundet ud af at "kat" hedder "mao" - udtales nærmest som miau - så nu kan jeg forklare de kinesiske børn, hvad mit navn betyder, når de spørger. De griner en del, for normalt har de kinesiske navne en noget mere storladen betydning såsom "solnedgang i søen" eller "stjerne påhimlen" og ikke bare "kat." 

Man ved man er i Kina:

• Når Nescafé-kaffen er placeret i et aflåst skab, og der skal fremskaffes specialnøgle for at komme ind til varen.
• Når scooterne har stationære (grill)handsker monteret på styret:

1 stk. grillhandske på styret af scooterbussen her... 

• 
  Når det netop indkøbte kinesiske undervisningsmateriale til den nette sum af 780 RMB (!) viser sig at være så gammelt, at softwaren til det ellers helt unikke interaktive materiale ikke kan installeres! Og det der med at få pengene tilbage, tja, det bliver problematisk, for nu taler ekspedienten pludselig ikke engelsk mere.
• Når bliver, scootere og cykler pakkes minutiøst

De er svære at fange med mobilen, men her har jeg ud af vinduet på en bil forsøgt at forevige én af de mange lastbiler lastet med  ... ?

• Når man på én uge har brug i nærheden af 5 klokketimer sammen med sin cykel på at være faret vild. Torsdag sen, sen aften lykkedes det mig at være faret vild i en time på én gade. Jeg cyklede simpelthen frem og tilbage - trods det faktum at jeg havde et kort ved min side. Kina kan være forvirrende og uoverskuelig for selv den gammel spejder som mig ;) 

• Når man på det (næsten) godkendte arbejdsvisum har dokumentation for at være både ”professor” OG ”expert .”

Dejligt, at man befinder sig i et land, der sætter pris på ens kvalifikationer! 

• Når man finder detaljerede (dag for dag – side for side) undervisningsplaner for flere år masseproduceret og stakket i bunker på sin arbejdsplads – klar til udlevering til den enkelte lærer.

Bunker af årsplaner ned til mindste detalje - og nej, de er ikke lærerproducerede. Tror, der er forlagene, der står bag. 

Om 12 timer ankommer min mor i Pudong Airport, og så garanterer jeg for, at alt hvad der hedder almindelig halvkedelig hverdag er aflyst de næste 15 dage! 

Ekstrem med ekstrem på!

Ugen i Kinaland har egentlig ikke budt på så mange turistoplevelser, men til gengæld har de få været en smule ud over det almindelige. Mandagen blev åbnet med en 30 km løbetur, der skulle være den længste inden den 2. december. Langt og lidt trivielt, især når man nu løber på en 2-km rute! Til gengæld er jeg kommet på ”Ni Hao” med indtil flere kinesere på ruten. De ryster lidt på hovedet, men smiler dog.

Teammødet på den kinesiske skole var interessant denne torsdag, da to kinesiske lærere skulle fortælle om kinesisk kultur. Og ja, det er bare en kultur, der er ekstremt anderledes på alle leder og kanter.

Èt af dagens temaer var ”kinesiske bryllupper”, der på mange måder ligner danske – bortset fra, at der ikke er en kirke indblandet. Kina er officielt er et ateistisk land. Selve giftemålet foregår derfor hjemme hos brudens forældre, hvor der skåles for lykke og frugtbarhed. Det er slet ikke så underligt endda. Det underlige indtræffer først, når gæsterne skal aflevere deres gave til den officielle fest. Gaven er nemlig nøje afmålt efter et skema, så brudeparret ved nøjagtig hvor store indtægter, de kan forvente. Man betaler x-antal yuan alt efter, om man er single eller kommer som par (der var flere regulativer som jeg ikke kan huske). Gæsterne underholdes aftenen igennem af brudeparret, der er på hårdt arbejde – bruden skifter bl.a. kjole omkring 3 gange, og til slut skal hun spise en pølse fra gommens bukser, mens gæsterne ser på. Det er nok de færreste danske brude, der drømmer om sådan et indslag på deres bryllupsdag. Desuden skal gommen føres op til hotelværelset af sine venner, og her fx iføres dametøj. Det er helt almindeligt, at mændene skal kysse. En smule ekstremt efter min smag – som en kombineret 80ér polterabend og bryllupsdag. 

Et andet af dagens temaer var ”kinesisk mad”, der i sig selv er underlig og ret fed. Dumblings, steamet dej med kød/grøntsager (til morgenmad!), hot pot osv. Det værste ved denne gennemgang var, at vi fik at vide, at man på mange restauranter genbruger supper o.l. , hvis gæsterne ikke spiser op. Desuden undres vi gang på gang over kinesernes pork, chicken eller shrimp med fish flavor. Hvorfor ikke bare vælge fisken på menukortet?

Ugens helt store højdepunkt var min debut som trailløber. Helt uventet blev min undervisning aflyst lørdag, så jeg kunne komme af sted til et løb, jeg havde skudt en hvid pil efter. Her følger en detaljeret beretning, for dem der gider…

Vasques Hangzhou Trail Run

Lørdag morgen ringede vækkeuret kl. 3.30. Jeg sprang ud af sengen med 3 timer søvn i bagagen til lyden af silende regn (!) Tvivlede et kort øjeblik på, at de andre løbere ville dukke op, men tog chancen og sad 20 minutter efter i en taxa på vej til Minghan. Kl. 4.55 var der afgang fra Shanghai til Hangzhou – en tur på godt 2 timer, som jeg naivt havde tiltænkt lidt ekstra søvn. Stemningen i bilen var imidlertid høj, og der blev på intet tidspunkt tilladt et lukket øje. Vi var 5 løbere på tur. Niel og Tom fra England og Henrik, Mikael og jeg selv fra Danmark. Pudsigt nok viste det sig, at Mikael var en gammel løbekammerat fra FW-løbeholdet i Aalborg. It´s a small world!

I bilen begyndte det så småt at gå op for mig, at løbet måske ikke, som hidtil antaget, kunne betragtes udelukkende som en lille formtester. Da de andre forklarede mig, hvor meget 15oo højdemeter svarer til (Himmelbjerget x 7,5), begyndte det så småt at gå op for mig, at dagen ville blive lang. Havde egentlig troet at løbet var blæst lidt op på hjemmesiden, hvor sundhedscertificering mm. var påkrævet. Anyways, jeg var spændt og ladede op med masser af energi og væske – om end det senere skulle vise sig ikke at være i nærheden af tilstrækkeligt.

I ugerne op til løbet har jeg været ude på adskillige 20-30 km-ture, så jeg var af den overbevisning, at det ville blive en ren walkover og ganske nonchalant udtalte jeg i bilen, i alles påhør naturligvis, at jeg ikke havde for vane at gå til et løb – det føltes ganske enkelt forkert for mig. Av, av, en udtalelse jeg måtte sluge igen senere denne dag.

Vejeret så ud til at arte sig. Regnen stilnede af, efterhånden som vi nærmede os Hangzhou, og temperaturen lå omkring de 17-18 grader, men med en høj luftfugtighed (læs: noget nær 100 %). Vi fandt uden problemer startområdet, hvor det første syn der mødte os, var paraplyer i forskellige farver … i bevægelse. Da vi kom nærmere kunne vi se, at det var de kinesiske løbere, der varmede op med en paraply i hånden. Sikke et vidunderligt syn. Jeg kan desuden berette om ganske imponerende strækøvelser fra Kinaland.

Vi fik tildelt løbsnumre og t-shirts, og så var halvdelen af missionen jo nærmest fuldført. Løbet var naturligvis forsinket, men 7.48 var det dog ved at være tid til afgang. Inden dag var 2 store rookie mistakes dog blevet ualmindelig tydelige for mig 1) mit ur, der ellers havde ladet hele natten, meddelte, at det var ved at løbe tør for batteri 2) de 550 ml væske jeg kunne have i mit fuelbælte ville højest sandsynlig ikke strække hele vejen hjem. Nå, man må jo tage det sure med det søde, og da folk traditionen tro møvede sig frem mod startlinjen uden nogen form for realistisk vurdering af egen løbehastighed, blev vi presset godt tilbage i feltet. Det gik dog op for mig, at ”løbere” i første række var udstyret med stokke, og det ville jeg alligevel ikke lade overgå mig – at skulle starte bagved en ”løber” med stok (!) Derfor fik jeg moset mig frem og var med helt i front, da lyden af startpistolen lød.

Måske kan man med lidt held skimte mig blandt de mange med sort hår. Vil gerne understrege, at der VAR flere piger med end mig. 

Med stor fart rykkede feltet på ca. 250 løbere sig nærmere målet. Pacet var højt (!) med det resultat, at jeg allerede efter 200 meter havde sidestik og i mit stille sind kunne bande over, at jeg ikke havde prøvet at løbe med mit fuelbælte inden start. Det hoppede lystigt op og ned, og i løbet af få minutter var startnumret gået løs. Arrg, jeg var ikke glad. Humøret steg bestemt ikke, da jeg efter 400 meter ramte første stigning – TRAPPER. Inden længe ville jeg forstå, at trapper ville blive en særdeles stor del af dagens menu. Nu har jeg jo trænet interval på trapper, siden jeg flyttede til Shanghai, så jeg påbegyndte opstigningen i pænt trav. Overhalede adskillige stokke (!), men opstigningen mod himlen fortsatte i det uendelige. Faktisk var der gået en klokketime, og der var det lette trav for længst gået over i prustende og slæbende gang, da jeg af en ”medløber” fik konstateret, at vi kun havde tilbagelagt 7 km. Det var ufatteligt hårdt, og det gik op for mig, at dagens 3. fatale fejl havde været ikke at medbringe min astmaspray, som jeg normalt ikke bruger på lange distancer. Der er pulsen jo sjældent helt oppe i det raspende felt. På denne lørdag skulle pulsen imidlertid vise sig at tangere makspuls op til flere gang.

De første 20 km foregik i tæt vegetation, og der var nærmest tale om amazoneklima, med en sindssyg luftfugtighed, der bevirkede at sveden løb af os. Der lå en hel hinde af væske på armene, og mit hår var gennemblødt inden for de første 15 minutter. Jeg kunne hurtigt regne ud, at jeg ville få et problem med væskeindtaget, da der pga. den fredede natur, ikke var væskedepoter på ruten. Da den første time for gået, havde jeg ikke mere væske (!), og der var som sagt kun tilbagelagt 7 km, hvoraf max 3 var løbet. Desuden havde jeg allerede fornemmelsen af ”gummiben” på dette tidspunkt. De steder, hvor der kunne og burde løbes, havde jeg store problemer og måtte gå ad flere omgange.

Det var heller ikke for sjovt, at løbet var blevet karakteriseret som et ”trailløb.” Underlaget var glatte sten, skovbund og temarker. Ualmindelig smukt – og ualmindeligt farligt. Løberne gled rundt pga. regnen, der var faldet hele natten. Jeg selv var i jorden 2 gange – én gang ned i en temark, den anden gang gled jeg ned af skrant og fik en del skrammer, men heldigvis ikke noget brækket eller forstuvet. Jeg tænkte flere gange på, hvad fa…. Jeg lavede her (!) Der var en temmelig stor risiko for at pådrage sig skader.

Jeg havde på forhånd ladet mig fortælle, at de sidste 6 km af løbet var på en forholdsvis flad og asfalteret rute gennem byen, så da der var gået 2 ½ time begyndte jeg at spejde efter by og fast underlag. På det tidspunkt var fødder også ved at være ømme, da jeg løb i racesko uden så meget absorbering, og underlaget skar igennem sålen. Endelig ramte jeg ”fast grund” og tænke, at det måske kunne lade sig gøre, at nå i mål på de 3 magiske timer for dette løb. Desværre drejede den asfalterede vej efter små 100 meter ind i skoven på ny, og jeg måtte sande, at der manglede endnu en stigning – endnu en lille bjergtop inden den afsluttende sprint. Det eneste positive på dette tidspunkt var, at jeg havde fået visuel kontakt med løbets nr. 2 kvinde. En irriterende lille og ”let på tå” pige, der var meget bedre end mig, når det gik opad, men lidt langsommere nedad. Jeg vurderede, at jeg kunne tage hende på de sidste 6 km, hvis jeg bare hang nogenlunde fast over den sidste bjergtop.

Desværre var det på dette tidspunkt, at væskebalancen begyndte at drille, og trods entusiastiske heppere og særdeles højt formidlingsniveau (man var ikke i tvivl om sin placering i løbet modsat samtlige danske løb, jeg har deltaget i) begyndte benene at stritte imod – og værst af alt begyndte hovedet også at arbejde mod mig. Jeg begyndte, at retfærdiggøre at gå – tilmed udgå. Jeg var helt hypnotiseret af tanken om vand og spurgte alle jeg løb forbi, om de havde vand. Jeg fik tilbud rygende varm te af enormt mange tilskuer, men ingen havde vand.

ENDELIG ramte vi byen og de sidste 6 km. Her var der desværre intet tilbage i mig – hverken fysikken eller psyken ville hjælpe mig de sidste km. Jeg havde ingen fornemmelse af, hvor hurtigt jeg løb (læs: slæbte mig fremad), og jeg havde ingen fornemmelse af, om jeg manglede 2, 3 eller 4 km. Jeg var nede at gå 3 gange på den sidste strækning. 2 gange for at købe vand i en butik. Nr. 2 kvinde forsvandt ud af synsfeltet, og jeg var fuldstændig ligeglad. Det var en kæmpe ulempe ikke at kunne følge med i, hvor mange km, der var tilbage. Men i mål kom jeg – bare 3 minutter efter nr. 1 og 1 ½ minut efter nr. 2. Bagefter kan man godt ærgre sig lidt over, at man ikke havde haft ur og væske på plads. Så var det måske gået anderledes.

Præmien var dog ikke at klage over – trailsko, løbejakke og en stor pokal. Jeg er hermed tvangsindlagt til at tage revanche næste år – denne gang med trailsko, opladet ur, astmaspray OG camelbag.

Mikael, Tom, mig, Niel og Henrik - trailløbebanden på tur. 

Det var et super løb og en sjov dag i selskab med engagerede løbetosser, der allerede har været på banen igen over mail for at høre, hvad vi (Mads og jeg) siger til marathon på muren og marathon i Mongoliet.

Livet efter Hangzhou

Her tre dage efter løbet kan jeg fortsat ikke bevæge mig, så den står på massage i morgen og lunt. Turen til Hangzhou kommer nok til at koste mig et par minutter på marathontiden d. 2. december, men det var en enestående løbeoplevelse, og dem kan man jo ikke rigtig få for mange af!

Shanghai er stor! Især når man farer vild. Mandag var jeg til fødselsdag i Minhang, og da benene var ømme (byldeømme), ville jeg cykle derud for at løsne op. Det gik fint. Jeg skulle også cykle hjem – og liiige kigge forbi IKEA. I stedet for de to timer, jeg havde afsat til projektet, måtte jeg indse, at jeg pludselig havde cyklet i 3 ½ time – uden at finde IKEA. Ikke super godt for de stærkt overbelastede ben. I dag ville jeg så lige trille ud til IKEA. Jeg kørte lige dertil på 40 minutter. Desværre var vejen hjem ensrette, og jeg måtte lige svinge en ekstra gang til højre for at følge den direkte rute parallelt. 1 time og 45 minutter senere kunne jeg endelig genkende vejnavnene. Man bliver hurtigt væk i storbyen, når man kører på en vild og utæmmet damecykel.¨

Jeg har haft så ømme ben, at jeg i dag på 3. dagen måtte melde afbud til massage, fordi jeg har så ondt. I morgen prøver jeg lykken, så må vi se, om jeg nogensinde kommer til at løbe igen…

Psykologisk studie af kineserne fortsat:

Kineserne kan godt lide hunde! Det gælder både dem de spiser, og dem de holder som kæledyr. Det er to helt forskellige ting – to helt forskellige racer. Kælehundene klædes ud i små trøjer med, sko og sågar klokker. De behandles som små babyer og er et tegn på prestige, da det koster en del i afgift (1000 rmb om året) til staten at have hund. Oven i kommer vacciner og tøj. De hunde, der spises herude, er en helt anden sag. De behandles som kød – og kun som kød. Den korrekte måde at slagte en hund på, er ved at piske den i mindst 20 minutter, da blodet skal piske i den årer for at smagen bliver god. Desuden praktiserer kineserne hundkamp – en blodig affære. Der spilles på hundene, og de gejles op til kamp af de hujende tilskuere.

Høns, ænder og hunde foran restaurant i Minhang - værsgo at spis!

Jeg har før nævnt kinesernes stil. De holder af det, der er kitch (læs: usmageligt i europæiske termer), gerne med en bamse eller en blonde/sløjfe placeret helt centralt på mave, bryst eller numse. Kinesernes stil når det kommer til musik er også, lad os bare sige, andeledes fra vores. De svælger enten i ”Dansktoppen” på mandarin eller hardcore techno, som de spiller i frugtforretninger, supermarkeder såvel som i tøjbutikker med en volumen nær max. Det er nærmest umuligt at koncentrere sig om sine indkøb, fordi musikken er så enerverende og helt upassende. Konceptet om musiks indflydelse på de handlende er vist ikke blevet studeret nøje herude. Den lokale frisør skiller sig en smule ud fra normen – de spiller ”Enya – The Return of Innocence” på repeat, selvom det vel er små 15 år siden, den toppede i Danmark.  

Autumn Attack!

Dagene her i Shanghai fortsætter med at smelte mellem fingrene. Det er ikke til at forstå, at de første to måneder allerede er væk, at mor ankommer om 2 uger (jubii), og at julen så småt knager i det fjerne. Nogle dage undres vi over, at så stor en del af ”kontrakten” allerede er afviklet – andre dage ønsker man sig lige et smut forbi Århus til en lille vinsmagning med familien på Bichel eller et smut til Silkeborg til en omgang kys og kram af ungerne… og forældre naturligvis.

Siden vi ankom, har de fastboende skuttet sig og set angstprovokerede ud, når talen faldt på vintermånederne på disse breddegrader. Vi har overbærende smilet og stille tænkt, at de har virket lidt småpylrede. I denne uge er temperatuen så faldet fra 20+ til 16-17 grader. Og selv om der på ingen måde er tale om vintertilstande endnu, må vi allerede her i begyndelsen af november måned anerkende de andres skræk (!). Det bliver en ”challenge” adskillige gange mere udfordrende end den i København at overleve Shanghai, når temperaturen falder yderligere - nærmere betegnet vores lejlighed. Der er p.t. varmere uden for end inde i selve lejligheden. Der er så koldt allerede nu, at jeg i dag har indkøbt varmedunk og hjemmesko (efter en nat iført cowboybukser og uldtrøje), og den vigtigste plan for ugen, der kommer, er, at få anskaffet el-tæpper og radiatorer! Ikke nok med at lejlighederne ikke er isolerede – de er så utætte, at man ikke kan have levende lys tændt inden døre, når man bor på 22. sal, og det blæser bare en smule. Faktisk er utætheden så enorm, at man kan kigge ud af de sprækker, der er mellem karm og ramme i vinduespartierne! Ingen tvivl om, at det bliver en langstrakt gyser, der tager sin begyndelse her i november, når ”point of no return” i december og rammer klimaks i januar og februar. Dog skal det lige indskydes, at de fleste dage hidtil har været efterårssmukke med høj sol og falmende blade på de lange alleer, der er meget kendetegnende for byen. Jeg løber fortsat i t-shirt og shorts, men hverdagsroben er blevet forlænget fra knæene og nedefter.

Som jeg vist mere end antydede i sidste indlæg, så arbejder Mads temmelig flittigt herude. I denne uge er Ebbe S. himself på visit, og det har betydet at dagene endnu engang er blevet booket med diverse møder og træningspas. Heldigvis skal jeg selv lidt på banen et par gange i denne uge. Tirsdag skal vi med til Ebbes foredrag hos DCCC (den organisation der arbejder for og med danskerne bosat i byen), og onsdag skal vi ud at spise med hele familien Sand – Ebbe & Trine og Allan & Rikke. Jeg har ikke mødt Ebbe endnu, så det bliver sjovt – især efter lige at have slugt hans biografi i sidste uge. Jeg har jo fornemmelsen af, at jeg kender manden super godt, fordi Mads så tit taler om ham, og nu har jeg sågar læst om mandens inderste tanker og har styr på det faktuelle i hans liv.

Mads knokler, men jeg kan nok ikke bryste mig af at være specielt overbebyrdet… Jeg underviser 12 timer om ugen og har selvfølgelig forberedelse, men ingen rettearbejde så jeg klager bestemt ikke. Desuden er de fleste timer placeret lige efter min smag – efter kl. 11! Det er kun i weekenderne, jeg skal undervise fra morgenen, og det være sig henholdsvis kl. 9.30 og 8.30 lørdag og søndag. Efter cykelindkøbet kan jeg oveni købet komme på arbejde på under et kvarter, hvilket må betragtes som luksus, når man bor i en by på størrelse med Sjælland. Desuden arbejder jeg fortsat kun 5 ½ time for ”Only Education”, som betaler mig for ”full time.” Den ordning må for min skyld gerne fortsætte. Det betyder nemlig, at jeg har fri 10.30 om lørdagen… og ja, det er altså med en mødetid, der hedder 9.30.

Jeg er rigtig glad for de klasser, jeg har overtaget, og som nu er ”mine”. Lømlerne fra ”før-børnehaveklasse-klassen” er stadig en udfordring, men de er også bare så søde, at man næsten ikke kan stå for dem, når de forsøger at gentage de ord, jeg prøver at lære dem. Og når de siger ”goodbye teacher K”, når jeg vinker til dem, så er jeg solgt. Selvom udfordringen med så små børn ikke er så faglig, så skal det ikke være nogen hemmelighed at jeg kæmper med min pædagogiske tilgang, kreativitet og tålmodighed.

Som det fremgår af den lille film, så er der tale om en samling bittesmå mennesker med et kolosalt energiniveau!

Heldigvis har jeg også to hold med elever på 12-13 år, og det er udfordrende på en anden måde, hvilket passer mig fint. I øvrigt er undervisningen en meget fin måde at komme nærmere ind på den kinesiske kultur. Børnene er ikke blege for at dele deres oplevelser og meninger med mig. De fortæller åbent fx om deres tætpakkede program for deres såkaldte ”fridage.” Eleverne fortæller, at mange står op ved 6-7-tiden for at tage private kurser i matematik, klaver, dans og engelsk, så når jeg tager imod dem, har de ofte allerede været af sted eller skal videre. Hvert kursus tager 3 timer. Børnene herude bliver i den grad pacet! Om det er på den gode eller den dårlige måde, har jeg endnu ikke taget stilling til.

Ungerne har også fortalt om, hvordan tilvalget af et engelsk navn foregår. Alle kinesere har to navne – et kinesisk og et engelsk (thank God). Det kinesiske navn får de, som vi, fra fødselen af. Det engelske navn vælger de imidlertid først, når de når 1st grade. Da de på det tidspunkt stadig er ganske små, og da mange får lov at vælge selv, er det der opstår en stor pulje af (lad os bare venligt kalde det) navne med et barnligt islæt. Jeg nævner i flæng: Candy, Angle, Lubby, Laser, Nunu og Win. Måske ikke ligefrem navne man ønsker, den dag man står som leder af en fremstormende It-virksomhed (?), måske lige med undtagelse af ”Win”, men det er ikke noget problem. Så vælger man bare et nyt ;). Det engelske navn betyder nemlig ikke så meget personligt for kineserne som det kinesiske navn, så når der fx arbejder 5, der hedder Kevin, på samme restaurant, så må nogle jo finde på noget mere opfindsom. 

Og når vi nu taler om undervisning, så kan jeg med stolthed fortælle, at Mads og jeg i går, søndag d. 4. november 2012, præcis 2 måneder efter første kontakt med Shanghaisk (?) jord, modtog første lektion i kinesisk. En klokketime. Og hvad nåede vi så egentlig. Vi lærte lyden på tre vokaler, hvoraf én er umulig, vi lærte lyden på tre konsonanter, hvoraf alle var mulige, og vi lærte at sætte lydene sammen, hvilket var delvis muligt delvist umuligt. Herefter prøvede vi at lære at tælle til ti. Hvis bare 4 og 10 ikke var en del af denne talrække, vil jeg mene, at det er muligt at lære. Hurtigt. Men nu er 4 og 10 som bekendt en del af denne talrække, så jeg ved endnu ikke, om det skal lykkes os at lære at tælle til mere end 3. Heldigvis er nabo Candy, vores lærer, rigtig sød og tålmodig, og heldigvis kan man jo også tælle til ti med fingrene, om end det er en helt anden disciplin. Så med første lektion i bagagen, fornemmer jeg, at vi har taget vores første spæde skridt mod ”lykken at kunne kommunikere med lokalbefolkningen om hverdags ting på mest simple vis.”

Løbetræningen op mod Shanghai Marathon, som jeg skal løbe med min mor, er ved at gå ind i sin sidste fase. Jeg har undervejs været lidt skeptisk i forhold til, hvor god min form ville blive. I begyndelsen var der rigtig varmt herude, og jeg løb mange intervalløb om morgenen. Siden hen er temperaturen faldet, og jeg har løbet en del mellemlange (8-15 km) ture og enkelte intervalløb. De sidste to uger er der blevet skruet op for længden på turene. Jeg er netop kommet hjem fra en 30 km-tur, og kan i min kalender se, at jeg inden for 7 dage har løbet: 21 km, 25 km og 30 km. Jeg føler pludselig, at formen er bedre end forventet, så nu er planen at tage endnu en 30 km i denne uge + en 21 km i næste uge, og derfra står den udelukkende på korte ture – primært interval – før selve restitutionsugen kan begynde. Jeg er spændt på, om jeg kan løbe op til min PR på 3.13, men uanset hvad, så glæder jeg mig til løbet og den endelige formtest! Det bliver en fest.

Endnu mere glæder jeg mig til at tage imod min mor i lufthavnen d. 20. november, når hun lander om morgenen. Det bliver så dejligt at se hende og få lov at vise hende, hvad byen har at byde på, hvor jeg arbejder, hvor vi spiser, hvor vi løber og hvor vi fører os frem ;) Det bliver skønne 15 dage med sightseeing, shopping og små ture ud af byen.

Psykologisk studie af kineserne fortsat:

Man bliver hele tiden klogere på kineserne – og man undres fortsat over så meget! Der er bare ingen tvivl om, at vi er meget forskellige fra dette besynderlige folkefærd med alle dets særheder og charme.

Kineserne er særdeles optaget af sikkerhed! På overfladen. Og faktisk slet ikke, når det kommer til egentlig sikkerhed. Lad mig forklare: Ethvert lejlighedskompleks, enhver compound og enhver arbejdsplads med respekt for sig selv er bevogtet. Stærkt bevogtet. Der skal være mindst 2-4 vagter, der søger for at lukke de rigtige ind og ud. At vagterne nogle gange falder i søvn påtales ikke - det er jo Kina, og når man arbejder med 12-timers vagter, så er et lille hvil vel kun naturligt. Vagterne skal bære ens uniform for at udstråle autoritet, selvom det er helt tydeligt, at det er uuddannede mænd, der ikke ejer en krumme af autoritet, der besidder disse vagttjanser. Men vagter skal der til, så beboerne kan føle sig sikre. Bygningen på den anden side af Wuding Lu (vores vej) er STÆRKT bevogtet. Vi taler noget der tangerer Amalienborg. Bevæbnet er vagterne, og der er mange. Og de er flotte. Og de råber højt og rydder vejen, hvis en bil forlader matriklen. Hvad de bevogter, aner jeg ikke, men jeg forestiller mig, at det er en almindelig kontorbygning.

Omvendt er der ikke noget der hedder sikkerhed på arbejdspladsen i Kina. Og der er ikke noget, der hedder arbejdstilsyn. Det betyder, at meget foregår med liv og lemmer som indsats. Vi har været vidner til vinduespudsere og konstruktionsarbejdere, der arbejder i 20-100 meters højde – UDEN nogen former for sikkerhedsforanstaltninger! En arbejder kommer spadserende i 50 meters højde på en form for konstruktion under opførelse uden hjelm, line eller anden beskyttelse. En vinduespudser hænger i 20 meters højde og pudser vinduer i noget der ligner en snor – ikke et fastspændt tov eller en line, men en snor, som tilsyneladende bare er bundet om livet med noget, der ligner en knude min nevø kunne binde bedre. Ak, jeg kan ikke holde ud at se på det. Jeg kan heller ikke holde ud at se på de kinesere, der sidder på gaden og svejser. Vel og mærke uden nogen form for beskyttelse. Gnister står om hovedet på dem, men beskyttelsesbriller har jeg endnu ikke set i anvendelse. Om det er glas eller jern – beskyttelse er åbenbart stærkt overdrevent. For ikke at tale om de kanoner, kineserne fyrer af i tide og utide. Vi taler om bomber. Det runger i hele området i flere minutter efter affyring. Beskyttelse. Åh nej.

I trafikken er det ikke meget bedre. Der dør 130.000 mennesker i trafikken i Kina om året. Alligevel er der ingen der bruger hjelm, hverken på cykel, scooter eller motorcykel, og der er heller ingen, der har tænkt på at lys kunne være en god måde at markere, at man lige om lidt dykker ud af mørket. Desuden er det helt legalt at køre mod trafikken som cyklist eller på knallert. Her er reglen, at du bare skal køre indenom de andre, der undviger dig… hvis de da husker at kigge op. For det er også ok at bruge mobilen i trafikken. Og for guds skyld - ingen øjenkontakt!! Det forvirrer fjenden... eller den modkørende. Og så er det også ok at læsse køretøjet, så hverken spejle eller udsyn er til nogen hjælp. Så må man jo bare håbe, at der ikke kommer noget i vejen. Det er desuden helt almindeligt at køre rundt med små børn og babyer på sin knallert. Selvfølgelig uden hjelm. De kan selv stå mellem ret og sæde eller sidde bagpå. Mads var fra sin taxi en dag vidne til en mor, der på motorvejen pressede sin knallert op på max hastighed, mens barnet på 3-4 år selv skulle knuge sig fast til rør på bagsædet. På intet tidspunkt kiggede moderen sig tilbage. Nogle gange er det bare helt ubæreligt at se på kineserne i trafikken. Det er som om, de ikke har deres liv særlig kært

.

Som jeg nævnte i sidste blog, kan kineserne om nogen arrangere. Det fremgår tydeligt af billederne neden for. Jeg søger forsat efter flere fældende beviser for min påstand.

Tætpakket slagterbutik. Øverst fadet, hvor selve slagtningen finder sted - 5 cm derfra beboerne der afventer deres dom. Lidt makabert...

Et offer for slagterkniven "tømmes" for blod.

Jeg talte 14 fjerkræ i buret, men der var flere, da jeg kørte forbi 1 1/2 time tidligere...Det kan man kalde organisering. 

 Bag facaden er kineserne venlige, tålmodige og smilende. Det kræver blot at man kommer ind bag den umiddelbare afstandtagen. Det kan man fx gøre ved at løbe 30 km på en 2 km-strækning. På den måde kommer man forbi de samme mennesker adskillige gange. På et eller andet tidspunkt smider selv de mest hårdnakkede håndklædet i ringen og laver ”tumbs up”, vinker eller råber efter dig.
Eller man kan sjippe i gården og tiltrække sig så megen opmærksomhed, at det ender med en aftale om kinesisk undervisning af ”nabo Candy”, der så viser sig at være en virkelig sød pige, der gerne vil hjælpe. Vi er meget tilfredse med arrangementet med teacher Candy.
Gang på gang viser det sig, at der gemmer sig meget hjælpsomme, søde og positive mennesker bag den tykke kinesiske facade af uforskammethed og forbehold.

Kinesere har ingen rummelighedssans. Et faktum, der gør det en anelse usikkert at bevæge sig rundt i en by med 12 millioner mennesker, hvor du hele tiden må beregne, at den næste kineser gør et uventet udfald, som kan betyde, at du må springe eller bremse hårdt alt afhængig af, om du er gående eller cyklende. Kineserne har bare ikke nogen fornemmelse af, om der er nogen, der bliver påvirket af deres bevægelsesmønster – eller også er de ligeglade!  

Kineserne er kitche. De klæder sig kitch, og de fremstiller de mest kitche genstande, som man enten må elske eller hade. Pangfarver, ultra korte skørter, stilletter og blonder er et must for enhver ung og trendy kineser. Hvad der måske er knap så kitch er moden blandt de mere midaldrende kvinder: ankelnylonstrømper som anvendes som soklet til  en nederdel eller uden på buksen. Ikke en rungende succes set med europæiske øjne .

Varmedunk med pels.

Sorte vatpinde.

Pandabutik - tøj nu med panda!?! 

Et forsøg på at fange "dame" med nylonankelsokker. Kan man se dem?

Små overvejelser det pt. fylder mit hoved:

Hvad hedder det, når man bor i Shanghai? Shanghaier, shanghaianer eller shanghaibo? Ok, der fik jeg så svaret. Computeren lavede ikke rød streg under ”shanghaianer”. Det havde så ikke behøvet at rumstere så længe i mit hoved (!)

Hvordan kan det være, at kineserne benytter lyde i deres sprog, som det ikke er muligt for dansk opdrættet person at udtale. De benytter sig af lyde, der ligger et sted i ganen, som jeg ikke anede eksisterede. Ikke engang under den mest udsøgte vinsmagning har jeg haft brug for dette hulrum, som tilsyneladende er fuldstændig normalt for kineserne at benytte, bare de skal tælle til 10 (!)

Til slut lige et par billeder fra et kendt "sight" her i byen. "The avocado lady" er en butik som expats kommer valfartende til, fordi den er stoppet med varer, der ellers er umulige at skaffe: ost, nødder, vin, creme fraiche og selvfølgelig avocadoer. You name it!

Ta´ selv!

  

Butikken er stoppet med varer - og mennesker. 

Lækre grøntsager...