I dag er det 20 dage siden mor landede her i Shanghai, og 5
dage siden hun to af sted igen. Om 7 dage sidder jeg selv i flyet på vej mod
KBHÅ, og om 9 dage er jeg tilbage i det jyske, hvor min søster står klar på
Århus banegård til at kramme (!) og køre mig hjem til far, mor og familien
Silkeborg.
Det er fuldstændigt ubegribelig at de første 3 måneder
allerede er gået. Det føles bare som et øjeblik og samtidig som en hel
uendelighed. Det er forunderligt, hvor hurtigt man vænner sig til nye
omgivelser og vaner og pludselig har svært ved at huske, hvordan hverdagen var,
før man tog af sted. Jeg glæder mig til julen og nytåret hjemme i Danmark, men
tiden her i Kina har været fuld af oplevelser og erfaringer, som jeg også
glæder mig til at vende tilbage til.
Jeg vil undlade at berette super detaljeret om mors ophold
her hos os i Shanghai. Jeg vil knytte nogle enkelte ord til besøget og lade
billederne tale for sig selv.
Først og fremmest var det superskønt at se hende mor igen –
også selv om jeg kom 5 minutter for sent til afhentningen i Pudong og glansbilledet
om en genforening i slow motion ikke rigtig blev en realitet, men nærmere en "fast forward". Måske til alles
bedste trods alt. Det har været sjovt at vise hende rundt i vores ”hood” og
sammen studere dette mystiske asiatiske folkefærd med alle dets særheder og
charme. Nu ved mor præcis, hvad jeg mener, hvis jeg nævner den sydlandske
musik, der spilles på ethvert gadehjørne på Nanjing Lu eller hvad jeg mener,
når jeg bander over de kinesiske statsautoriteter, eller når jeg siger, at ”alting
kan lade sig gøre i Kina.” Mors besøg har også været den oplagte chance for
selv at se lidt mere af byen – OGSÅ de mere turistede steder, som jeg med vilje
ikke har for flittig til at besøge.
Hvis jeg skal samle de 2 uger i et par overskrifter skulle
det være:
- Turist i
egen by – what to see and what not to see in Shanghai
- Kolonariske oplevelser – fra gadekøkken til ”The Bund”
- Shanghai Marathon – dybt at synke, højt at flyve. Når Kina
folder sig ud
- Et touch af Danmark – mor pakker kufferten ud
 |
Mor netop ankommet til Shanghai
 |
| Dag 1 var en luksusdag med massage og spisning ude ad flere omgange - ligesom alle de andre dage ;) |
|
 |
| Mor udfylder visaapplikationer i vildskab! Ved udrejsen i København gik det op for mor, at hendes visa udløb, før hendes afrejse. Det gav anledning til en del knuder i maven hos både mor og datter (dokumenter i Kina er særdeles vigtige, og der gik rygter om dagsbørder på 2500 RMB eller fængsel), men endte heldigvis med fornyet visa ohne problemen - det kostede bare et ekstra sving med dankortet. |
 |
| Til fødselsdag på "The Bund" på eksklusiv bar. Intet menukort. Fortæl bartenderen hvad du kan lide, og han laver en specialdesignet drink til dig. |
 |
| På üereksklusiv bar for at fejre Allans fødselsdag. Der blev mixet lækre dinks. |
 |
| På taskejagt. Der blev købt Prada og Hermes i den hemmelige kælder under kopimarkedet. En "must have" oplevelse, hvis man kommer til byen. |
 |
| På "noodle bar" med mor. Der blev eksperimenteret med pinde og retter. Det kan man godt tillade sig, når en ret koster 12 RMB |
 |
| På sightseeing med mor. Shanghai Sculpture Park. |
 |
| Smukke efterårsfarver i skulpturparken. |
 |
| Der fotograferes og poseres. |
 |
| Gåtur på Beijing Lu |
 |
| Yuyuan Garden - et glimt af det gamle Kina i skøn forening med moderne turisme! |
 |
| Mor på "The Bund" - Shanghais varemærke med tv-tårnet i baggrunden. |
 |
| Billeder fra verdens højeste udsigtspost - desværre lidt slørede af byens smog. |
 |
| Velfortjente øl efter en lang dag med sightseeing. |
 |
| Turist 1 & 2 på tur. Mor med kamera - mig med kort. |
 |
| Hygge på Wagas - Shanghais bud på "Joe & the Juice" |
 |
| Marathon Expo! |
 |
| Total klar og parat til Shanghai Marathon! |
 |
| Smukke Shanghai! |
 |
| Afskedsmiddag - japansk Teppanyaki på mors regning. |
 |
| Maden tilberedes ved bordet - alt hvad du kan spise og drikke for 300 RMB. Lækkert, lækkert, lækkert! |
 |
| Hvad der ligner en lettere overrislet mig - og en overtjekket Mads. I virkeligheden er det omvendt! |
 |
| 1 stk. skøn mor på vej retur til Danmark efter dejlig ferie hos sin pragtfulde datter . Her ved mor endnu ikke, at rejsen hjem ikke bare bliver forlænget med 2 timer, fordi mor kan lide at være i god tid, men faktisk ender på en samlet rejsetid på over et døgn pga. forsinkelser mm. |
Raceberetning fra Kinaland:
Optakten til Shanghai Marathon startede allerede omkring den
dag, jeg kunne fortælle mine forældre, at jeg flyttede til Kina. Få dage senere
(eller var det kun timer) mailede mor mig vedr. muligheden for at løbe marathon
i byen d. 2. december. Siden da har løbet været omdrejningspunktet for mors
besøg i Kina og det mål, der har gjort, at jeg trods nye forudsætninger i en
kæmpe metropol, alligevel har fået trænet (om ikke optimalt) så i hvert
tilfælde flittigt.
Tilmelding
Tilmeldingen til løbet er jo en fortælling for sig, som jeg
allerede har berettet om på min blog. Kort fortalt forsøgte mor og jeg at
tilmelde os allerede før min afrejse. Det fremgik dog af hjemmesiden, at sidste
tilmelding havde fundet sted – 6 måneder før kick off! Det var første
skuffelse. Da jeg siden hen ankom til Kina, fandt jeg ud af, at løbet
hjemmeside var lukket ned pga. uoverensstemmelser med den japanske hovedsponsor.
Kun en måned inden løbets afholdelse blev der åbnet for tilmelding med ny
hovedsponsor – NIKE. Det var dog fortsat en udfordring at få lov at melde sig
til – det krævede sundhedserklæringer OG ekstrabetaling, hvis man ikke var
kinesisk statsborger. Man måtte heller ikke deltage, hvis man havde diabetes,
hvilket jo stillede mor i en uheldig situation. Men med en samarbejdsvillig
læge, sundhedstjek og 150 % oveni lokaltaksten blev vi da tilmeldt løbet.
Formaninger
Den sidste uge op til løbet er vi så blevet bombaderet med
smsér med ”Warm Tips from Shanghai Marathon.” Smsérne er primært kommet sen
aften/nat og har været til stor gene for alle. Desuden har hovedindholdet af
smsérne været, at man skulle udgå ved den mindste smerte eller ømhed (WTF) OG
at man selv skulle betale, hvis man ønskede hjælp fra de tilstedeværende
ambulancer.
Uddrag fra smsér modtaget i ugen op til marathon (i alt
intet mindre end 18 stk.)
1) ”Pls make good preparation including
training in scientific way” (modtaget 4 dage før løbet…)
2)
“SH
Marathon strengthens physique and pleasures body and mind. Let´s build a
green environmentally-friendly and civilized track” (meningen med denne sms
blev aldrig helt tydelig for os trods adskillige forsøg)
3) ”Don´t have too much bilge (?) gas
type food n exitant food (?)” (her fik vi heller ikke fat i essensen)
4) “You should quit the race when you feel tired
or muscular soreness or ache to avoid hurt” (WTF, jeg har da aldrig løbet et
marathon uden at blive træt eller få ømme muskler!!)
5)
“Pls don´t get too excited tonight – have a
sound sleep” (modtaget kl. 23 hvilket betød at jeg blev vækket)
90 % af beskeder understreger nødvendigheden af at udgå ved
det mindste ubehag. Havde vi ikke løbet marathon før, var vi med sikkerhed
udgået – hvis vi da overhovedet var nået frem til startlinjen med alle de
formaninger.
Løbsdagen
Vækkeuret ringede kl. 4.50, det var mørkt og værst af alt,
det regnede tungt. Vi fik indtaget de mange kalorier i form af havregryn med
choco-pops og honning, hvidt brød med honning, bananer og vand med elektrolytter.
Og naturligvis KAFFE!
Kl. 5.50 var vi klar til afgang, men først da vi nåede ned
fra 22. sal gik det op for os, HVOR meget det regnede. Skaden var nu ikke
større end at vi kunne kravle i ly et regnslag… Desværre viste det sig, at de
medbragte regnslag, da de blev rullet ud, var indkøbsnet, og dem kunne vi jo
under ingen omstændigheder være i. Tilbage til 22. sal efter paraplyer og af
sted i taxa. Tiden fløj af sted og pulsen steg. Vi anede ikke, hvor vi var pga.
duggen i taxaen, men det var ikke svært at gætte, da vi ramte kødannelsen. Vi
var ikke de eneste løbere, der havde fået den udmærkede ide at tage en taxa til
startområdet. Da pulsen ramte 160 slag/min og taxaen bevægede sig med 0m/min besluttede
vi at følge strømmen til fods. Det var koldt, mørkt og vådt. Der var kaos
overalt. Nattens regn havde lavet floder af vand på vejene, så folk masede for
ikke at få våde fødder før selve
løbet. Der var kødannelser overalt, kineserne skubbede og råbte, og der var
paraplyer i ét virre var.
Endelig fik vi spottet den bus, hvori vi skulle indlevere
vores bagage, og selv om det på ingen måde stod øverst på listen over ”ting jeg
holder af” var det nu tid til at smide overtræktøjet og stå i korte bukser og
en tynd trøje. Temperaturen var ikke mere end 7 grader og regnen var ikke taget
af. Humøret var i bund. Vi skiftede hurtigt, da tiden var ved at løbe fra os,
vi fik spiste vores gel og skulle til at trave (læs: mose) mod startlinjen. Da
jeg fik set ordentlig på mor, så jeg, at hun stadig havde sine overtræksbukser
på. Pis. Af med bukser og mig gennem kaos og forsøge at få kinesisk pige til at
genfinde min bagagepose og lægge bukserne i med fagter og enkelte kinesiske ord.
Det måtte stå hen i det uvisse om det lykkedes, der var 15 minutter til start,
og vi havde ingen ide om, hvor langt vi var fra startlinjen. Vores frustration
voksede hele tiden, fordi ingen talte engelsk – så meget for et internationalt
marathon! Skubbende, masende og råbende nærmede vi os. Desværre skulle vi
igennem en flaskehals, hvor kinesisk aggressivitet i den grad blev afdækket.
Der var selvfølgelig alt for få
toiletter – jeg talte 10 til 28.000 mennesker. Desværre var der sat vagter op
til at genne tissetrængende løbere ud af buske og kroge. Mor var kold og satte
sig til rette under et stillads. Det endte med at der stod 10 stilladsarbejdere
og råbte ad hende, hvilket jo ikke ligefrem opfordrede mig til at følge efter.
Det endte med, at jeg satte mig i et lille indhak midt på åben gade i
desperation.
Vi nåede startlinjen med få minutter igen – ingen opvarmning
og ingen ro. Vores ure kunne ikke finde satellitter, sekunderne tikkede … men
som ved et trylleslag ændrede stemningen sig. Jeg fik øje på den gruppe
danskere, jeg kender herude, som også skulle løbe, den kinesiske nationalsang
blev sunget, der blev talt ned, og efter få meters løb fandt urene satelitten.
Løbet
Selve løbet var fantastisk. Regnen ophørte kort efter start.
Jeg kunne straks mærke, at tøjvalget var perfekt (måske endda lidt til den
varme side), og de kinesiske tilskuer skabe en fantastisk kulisse. Især mor
blev tiljublet pga. sit røde hår og sin alder. Der var ikke mange ”modne”
kvinder blandt løberne og slet ikke på marathondistancen. Dertil er løb endnu
for nyt på disse kanter. Måske lidt ligesom i Danmark i start 90érne.
Ruten var forholdsvis flad, men jeg kunne fra starten mærke,
at formen ikke var, hvor den var til Copenhagen Marathon. Jeg skulle hele tiden
presse for at holde tiden 4.30, hvor jeg i København hele tiden kom til at løbe
4.20, hvis jeg var uopmærksom. Jeg besluttede derfor at løbe stabilt omkring
4.40 og afvente benene til 21-25 km. Jeg fandt en gruppe at løbe med og løb
faktisk mod en negativ split, hvis ikke det havde været for de sidste 3 km,
hvor jeg gik helt ned. Jeg løb længe (indtil 9 km før finish) med 3.15 gruppen,
men måtte til sidst lade dem forvinde. Jeg var lidt forundret over, at min tid
blev 3.20, da jeg hele tiden var i visuel kontakt med 3.15 gruppen. Det viste
sig siden hen, at ruten var 700 meter for lang!!
De sidste 3 km var for mig et helvede. Der var mentalt
overskud, men for hvert skridt kunne jeg mærke, hvordan muskler blev revet
over. Jeg sendte en tanke til Hangzhou trailløb, som jeg giver skylden for den
vage afslutning. Jeg løb 5.30 de sidste kilometer og kunne ikke engang sætte
farten op på opløbet. Da jeg kom over målstregen, kom en ung fyr til at skubbe
til mig, og det udløste kramper i begge ben og akut hjælp fra
”cool-spray-pigerne”, der stod klar over alt.
Efter løbet ventede der et organisatorisk helvede! Det tog
mig en klokketime at få mad, medalje og diplom samt endnu et par krampeanfald
og tårer i øjnene. Kineserne er virkelig aggressive, og når man er fuldstændig
dehydreret og udtømt for energi, skal der ikke så meget til. Det hjalp dog på
humøret at få placeringen som nr. 25 og et fedt sæt Niketøj i præmie.
Det hjalp også gevaldigt på humøret en time efter at kunne
klappe en total overskudsagtig mor i mål. Hun kom løbende i turkis med sit røde
hår og skilte sig fuldstændig ud fra resten af deltagerne. Hun var smilende og
dansede buggie efter finishline. Hun havde haft en total overskudstur med tid
til toiletbesøg hos lokal kinesisk familie samt tissestop i park. Tiden blev
4.29 – men jeg har hende mistænkt for at kunne løbe hurtigere endnu!
Vi var begge to høje over løbet og morgenens regn, kulde og
mørke var glemt. Organisationen før og efter løbet lader en del at ønske, men
selve løbet var perfekt med hensyn til vagter, orientering og væske. Desuden
var det en positiv oplevelse at se, hvor entusiastiske kineserne var som
heppere – og hvor stort et antal, der havde taget plads allerede fra løbets
start langs ruten.
Da vi senere sad i min lejlighed og spiste pizza og drak øl,
kunne vi bare konkludere, at løbet havde været totalt kinesisk. Kaos, ja! Men
det hele lykkedes på magisk vis alligevel. Selv mors overtræksbukser var kommet
i den rigtige pose og havde fundet deres vej hjem. Alt kan åbenbart lade sig gøre i Kina.
 |
To meget glade løbere med medaljer. Den ene med overskud til dans. Den anden måtte vente 7 dage før ømheden fortog sig.
Man ved man er i Kina når:
|
 |
| Bland selv slik koster 115 RMB pr. 100 gram...! |
 |
| Der svejses uden sikkerhedbriller! |
 |
| Der opstilles særlige "paraply-pose-holdere" i regnvejr, OG der er ansatte i enhver butik, der uddeler poserne og pakker paraplyen sikkert ind! |
 |
| Der er plads til en Starbucks i hjertet af byens perle af fordums tids arkitektur. |
 |
Når huslejen betales i cool cash - og den højeste møntenhed er 100 RMB
|
Jeg glæder mig til at se så mange som muligt, når jeg er hjemme på ferie! Til dem jeg ikke får set:
"Rigtig glædelig jul og godt nytår"
Mao (Kat på kinesisk)
1
J
