Updates

Så blev Mads og jeg igen alene her i Shanghai, da David rejse hjem fredag morgen. Det er dog ikke meget, man ser til Mads i disse dage, da han endnu engang har kastet sig over en ny strategi for at lancere akademiet. Denne gang indebærer det, at han hjælper en masse timer med idrætsundervisningen (fodboldlinjen) på én af de skoler i Pudong, der er villig til at markedsføre ESSA i området. Jeg ser ham lige i forbifarten, når han kommer ind af døren sen aften, og når jeg må hente ham ind i seng ud på morgenen. Jeg håber, at der kun er tale om en kort periode! Han må være fuldstændig udkørt – hvilket på sin vis kom til udtryk i går, hvor han ikke engang bemærkede min nyindkøbte cykel, der stod parkeret midt i lejligheden. Han mente selv, at det var fordi han var fokuseret, men så stor er vores lejlighed altså heller ikke, at man ikke under normale omstændigheder ikke vil lægge mærke til en cykel midt i stuen!

I skrivende stund kommer Mads uventet hjem før kl. 3 PM - måske lysner det forude! 

For mit vedkommende betyder det, at jeg oplever Kina lidt på egen hånd. I går var jeg helt høj, da jeg kom hjem fra et område nede ved vandet. Her lykkedes det mig at finde en smuk, smuk løberute langs floden og gennem en stor park med skulpturer og reposer. Jeg er overbevist om, at jeg kan løbe mine 25 km på ruten i morgen uden at blive stoppen én eneste gang af trafiklys og kaotisk trafik. Efter 12 km langs vandet fandt jeg frem til en Decathlon i området – og i løbet af 20 minutter var der indkøbt 1 stk. sprit ny cykel med lygter, klokke og 2 gigantiske låse, der næsten umuliggør selve cykeldelen. Men det er vist helt nødvendigt her i byen, da cykeltyvene er mange og ubarmhjertige.

Det var et stort øjeblik at trille ud i trafikken, for jeg var ærlig talt lidt usikker på, om jeg kunne navigere i det virvar af mod- og medkørende, højt dyttende biler og scootere samt regler, der er anderledes end hjemme – og sjældent bliver overholdt. Jeg havde selvfølgelig også lige fået timet tidspunktet, så jeg ramte Shanghai down town kl. 18 lige i myldretiden. Turen hjem var en oplevelse i sig selv. Jeg bestemte mig for at bruge klokken flittigt – ikke fordi det var nødvendigt, men bare for at føle mig lidt lokal. Så højt kimende svingende jeg ud fra butikken og ind i det pulserende trafikmekka… og det gik strålende! Ikke nok med, at jeg kunne finde vej, jeg fulgte strømmen og havde ingen skrubler ved at overhale indenom, udenom og var også et smut omkring fortovet.  Fik et lille gip, da jeg blev overhalet af en 2 meter høj kineser, der viste sig at være en mand af ganske almindelig højde, der havde forvildet sig op på én af de der moderne, motoriserede, vertikale løbehjul, der også udlejes i København. Aner ikke hvad de hedder. Selv overhalede jeg en scooter, der var pakket med intet mindre end 3 vaskemaskiner. Stik den! Man kunne hverken se fører eller scooter – havde bare fornemmelsen af at overhale 3 vaskemaskiner i bevægelse.

Jeg er fuldstændig forelsket i mit vidunder af en limefarvet cykel til den nette sum af 799 RMB. Ikke så meget fordi den er pæn, ej heller af høj kvalitet, men fordi jeg i kraft af at eje en cykel nu føler mig bosat. Som om cyklen repræsenterer en form for tilhørsforhold. Ja, og så savner jeg bare at cykle, at kunne komme omkring og ikke altid skulle bruge 1 time på at gå.

Den nye limefarvede racer, der endnu ikke er navngivet.

Arbejdet med både de kinesiske børn og mine private elever går upåklageligt. Jeg har fået skrabet noget godt materiale sammen til Sofia og Yunita, som jeg underviser herhjemme, og jeg har netop mødt de 3 klasser, jeg har overtaget om søndagen. De er simpelthen så søde. Det var en smule grænseoverskridende, at skulle undervise min VIP-elev Angela, hvis forældre betaler for en-til-en undervisning på campus. Dels kunne ingen fortælle mig, hvilket kapitel, jeg skulle forberede, dels skulle moderen overvære min uforberedte undervisning, så hun kunne vurdere, om den var tilstrækkelig. Jeg var lidt svedig, da forholdene gik op for mig – især fordi jeg var blevet orienteret om, at der var tale om ”high-school-level.” Heldigvis var pigen sød og snakkesalig, og jeg valgte straks at spille med åbne kort vedr. den manglende information om materialet. Timen gik super, og moderen var glad.

Jeg har i øvrigt fået taget et billedet af Wuyan Campus fra forsiden - her ser skolen lidt mere indbydende ud. MEN det er altså bagsiden børnene og jeg bliver mødt med.

Wuyan Campus 

Anderledes gik det med lørdagens Halloween fest. Jeg fik en sms fredag middag, der lød således: ”There is a Halloween party for the kids this Saturday evening at Wuyan Campus. You are going to attend. Juanita will e-mail you the details. Thank you.” Udover den korte varsel og den direkte dikterende tone, så skete der det… at der ikke skete videre. Jeg modtog ingen e-mail, og da jeg selv opsøgte Juanita, campuslederen, kunne hun ikke fortælle mig andet, end at jeg skulle møde kl. 6.30 PM, og at jeg i øvrigt skulle være udklædt. Jeg tog derfor straks i Carrefour, hvor jeg fandt en maske og kl. 6.30 var jeg klar på campus. Hvad jeg ikke havde fået af vide var, at jeg skulle undervise alle børnene i ”Halloween” i en time, under overværelse af samtlige forældre. Jeg ved INTET om Halloween! Desuden var børnene mødt op til fest – udklædte og klar til ballade. Lidt svært at få dem til at sidde stille i et mørkt lokale og lytte til en lærer, der underviser i et emne, hun INTET ved om! Så der stod jeg, udklædt, med forældre der konstant blitzede i baggrunden og en stor flok elever, der overhovedet ikke lyttede til mine løgne om den, troede jeg, amerikanske tradition, der ved yderligere research viser sig at være engelsk/skotsk. Det var en fuldstændig surrealistisk oplevelse. Der var ellers hyret et event firma til at dekorere og underholde børnene med lasergames og ”trick og treat”, men det blev ligesom ikke helt tip top, fordi ingen vidste præcis, hvad de skulle gøre. Elever skulle spille lasergame. Et udstyrsstykke. Det varede 10 minutter, så blev det stoppet. Det var kun fordi jeg insisterede på at få lov at prøve, at der blev tale om en "round two."

Jeg er i mit stille sind taknemmelig for, at mit undervisningsindslag ikke blev foreviget på film og offentliggjort. Gad vide, hvad de kinesiske forældre nåede at tænke? Jeg trøster mig med, at de fleste sikker ikke forstod, hvad jeg sagde. På turen hjem kunne jeg bare smile – man oplever sgu nogle nervepirrende situationer her i byen. Heldigvis tænker jeg hver gang: hvis jeg overlever det her, så er det en god historie til min blog ;)

Klassen flot pyntet op til Halloween - gid de havde brugt lige så meget energi på at forberede læreren!

En skeptisk heks gør sig klar til at undervise. 

Fed udsmykning!

Stemningen var rigtig spooky

Eleverne var klædt ud og klar til at fest - ikke til at lytte på mig...

Lasergame klar til festen. 

Ugen billedserie: 

Jeg har besluttet mig for at introducere en fast indslag på min blog. ”Ugens billedserie” Og i denne uge skal billedserien være med til at underbygge mine påstande om kineserne. Så med nedenstående billedserie håber jeg, at I får en fornemmelse af, hvad jeg mener, når jeg skriver, at kineserne er villige til at snyde i en hver handelssituation:

Der sælges hundehvalpe på gaden -  fra en vaskebalje! Bemærk den før omtalte stribede hvalp. De andre hvalpes striber var næsten forsvundet - hi, hi. 

Den mystiske race med striber, der dog forsvinder med tiden...

Der handles og hvalpen forlader stedet i en plastikpose. 

Tak for handlen! Det var naturligvis den stribede hvalp, der blev købt.

Psykologisk studie af kineserne fortsat:

• Hvis der er noget kineserne er gode til, så er det at stable, organisere, pakke og arrangere. Der er ikke noget, der ikke kan lade sig gøre – intet der ikke kan transporteres. Heller ikke selvom man kun er i besiddelse af en cykel. Jeg skal prøve at skaffe dokumentation for denne påstand. Det brude ikke blive et problem. Bare i denne uge har jeg set 1) scooter læsset med 3 vaskemaskiner 2) cykel med 2-3 meter højt stablet læs af pap 3) cykel læsset med flamingo, så diameteren var minimum 2 meter! Jeg vender tilbage med dokumentation!
• Kineserne er vilde med krabber. De sælges på hvert gadehjørne fint viklet ind i snor - levende og friske!

Friske krabber til slag

Man kan også købe mere eksotisk "seafood" som fx denne søpølse...

• Kineserne omtales ofte som uhøflige og egoistiske, men min erfaring er, at hvis man selv er høflig, smiler, holder døren og hilser, så kan du være sikker på, at de lyser helt op, og næste gang I mødes i opgangen eller elevatoren, så kan du være sikker på, at de returnerer din tjeneste. Så bliver der smilet, hilst og holdt døre. Jeg tror bare ikke, at kineserne er vant til hverken selv at opføre sig høfligt, men heller ikke at ”expatserne” opfører sig specielt høfligt. 
• Jeg er nødt til at fremhæve kinesernes dårlige kommunikationskills (igen) bl.a. med reference til lørdagens Halloween-oplevelse. Jeg havde desuden en aftale med ”Candy” om, at vi skulle begynde undervisningen af kinesisk denne søndag. Da klokken var 19, havde vi stadig ikke hørt fra pigen, og vi gik ud for at spise. Da vi kom hjem kl. 21 kunne jeg se, at hun havde ringet efter kl. 20. Hun ville lige høre, hvornår vi skulle mødes?!? Tsk, tsk.  Desuden arriverede nanny Fang kl. 8 denne søndag morgen for at gøre rent. Jeg var heldigvis på arbejde, men Mads blev tvunget op. Og det til trods for vores aftale om ALDRIG at komme før kl. 1 PM i weekenden.
• Kineserne har altid deres egen udgave af tingene: 

På MC Donald´s (hvor jeg kun var for at købe billig "coffee to go")  - bemærk den sorte burgerbolle med stegte løg. Den har jeg ikke set hjemme.

Kopi på kopi...

... på kopi på kopi...

• Kineserne er ikke blege for at diskriminere! Diskriminationen finder sted både flere niveauer. Jeg nævnte priserne på marathon sidst – 60 RMB for kinesere, men 200 RMB for foreigners. Det ville da aldrig finde sted i Danmark med særskilte priser alt efter nationalitet. Jeg kan ikke dokumentere det, men jeg er sikker på, at priserne på markederne også varierer stort alt efter nationalitet. Hvad jeg kan dokumentere er, at taxaerne herude ofte undgår os udlændinge … fordi vi ikke er kinesere. De kører simpelthen forbi. I Minghan står man altid i kø for at få en taxa uden for metrostationen. Her er det helt almindeligt, at taxaen kører forbi dig, selvom du står i kø, og tager en kinesisk kunde, der står længere fremme. OG i metroen har jeg gang på gang oplevet, at selv om der er kamp om siddepladserne, så vil en del kinesere foretrække at stå op, frem for at sidde ved siden af mig. Sætter de sig ved siden af dig, kan du være sikker på, at det rykker, så snart der er mulighed for at få en plads et andet sted – så langt væk fra dig som muligt. Så sidder man tilbage med en mærkelig følelse. Det er overhovedet ikke rart at blive betragtet som anderledes  - slet ikke når det er på den negative måde!
• Kineserne er kontrastfyldte. Alt skal se pænt ud på overfladen. Du møder en kineser med en kost på hver gade, og der er skraldespande for hver 20 meter, du går. Samtidig er kineserne nogle grisebasser. De spytter og hakker, og de smider affald fra sig overalt. 
• Kinesere er et træt folkefærd. Man ser dem sove allesteds  På arbejdet, i deres parkerede biler, ja faktisk faldt vores taxachauffør en enkelt gang i søvn midt i et kryds og i metroen sover folk på ræd og række. 

Intet særsyn i metroen. 

Til slut et par billeder fra hverdagen her hos os: 

Vores pæne hood. Her holder gadefejernes vogne klar til afgang. 

Jingán by night

Mig der har fundet en reklame for en netop indkøbt jakke.