Første stik af hjemve!

På en grå mandag morgen angribes jeg af det første stik af hjemve. Jeg har skypet flittigt med familie og veninder, men nattens indløbne opdateringer om søndagens løb i Aalborg, mors nært forestående besøg (der stadig ligger lidt for langt ude i fremtiden) og manglen på udsigt til nye eventyr i ugen der kommer, giver humørtemperaturen et nøk nedad. Heldigvis har man en storesøster, der er hurtig ved tasterne og lover en snak i aften – glæder mig!

Sørgmodighedens sump hedder det i "Den uendelige historie" - og sådan kan det godt føles, når man står op til  Shanghai gråt i gråt. 

Ugen har budt på ganske lidt arbejde. Mine private tutortimer går rigtig godt. Både Yunita og Sofia arbejder engageret, og så er det faktisk a piece of cake at være lærer. Weekendarbejdet blev overstået på en klokketime. Endnu engang stod jeg ansigt til ansigt med de 3 5-årige kinesere. Faktisk var de 4 stk. denne lørdag. Jeg havde heldigvis planlagt en særdeles alsidig time med adskillige fysiske udfordringer, der skulle eliminere Wins flugtforsøg samt trang til time out i lærerskabet. Det lykkes overraskende godt. Desuden introducerede jeg ”the star system”, hvor eleverne belønnes med stjerne, hver gang de gør noget godt, men fratages stjerne, når de er uartige. Denne behavioristiske tilgang, som jeg altid har været modstander af, er uden tvivl blevet et stresspræventivt redskab, som jeg uden din mindste skam har tænkt mig at dressere de små med i fremtiden. Da jeg efter timen ville returnere materialet, kiggede campuslederen uforstående på mig – og det gik op for mig, at klassen ikke længere var en vikaropgave, men var blevet MIN klasse. Av, av, her ser jeg er stor pædagogisk udfordring! Men jeg kunne kun smile af den manglende kommunikation, som er så typisk kineserne, og jeg tager udfordringen med Win, Nunu, Lucy og Roy op. De skal nok få lært at sige ”spoon” i løbet af dette skoleår!

Heldigvis er jeg som ansat hos Only Education sikret en minimumsløn lige meget hvor mange undervisningstimer, jeg gennemfører, så jeg har nydt weekenden uden dårlig samvittighed – ja faktisk valgte jeg lørdag at bruge min kommende løn på nye støvler og tøj. Man skal jo mærke, at man tjener penge igen, om end de først går ind på min konto om 3 uger. Fra næste søndag får jeg yderligere 3 klasser, som er mine egne. Jeg har mødt klasserne, og de virker meget søde. Kollega Karen vil forstå det, når jeg skriver, at de lignede artige hundehvalpe på række. Især en 12-årig pige, Angela, som modtager en-til-en undervisning og er VIP-elev var meget sød og ivrig efter at komme i gang. Hun er på ”high school level”, hvilket svarer til ca. 9.-10. klasse.  

Wuyan Campus! Godt nok bagsiden... men forholdene er ... beskedne !

Lille Win på en god dag med mange aktiviteter. Så er han jo sød nok.

Tirsdag var jeg på shopping tur til ”Tianzifang” med Rikke. Det er et afgrænset område med små butikker og cafeer i ægte Kina style. Der er ingen trafik, og man kan bruge timer på at kigge på smykker, kunst, nips, tøj og tasker. Herfra gik turen til ”Pearl market”, hvor Rikke viste mig, hvordan man prutter om prisen. Hun er hardcore! Jeg fik en cool kopitaske til 160 rmb – startprisen var ellers 580 rmb. På pearl market kan man, som det fremgår af navnet, købe smykker af enhver art. Der er rigtig mange kopier af danske og udenlandske designere, så er man til den slags, er smykkemarkedet heaven!

Rikke

Mig

Hyggelige gader

Dekorativt - havde netop købt et postkort med selv samme motiv

Fredag var dagen, hvor jeg skulle igennem det frygtede health check. Der var rygter om diverse ubehagelige undersøgelser af mere eller mindre intim art. Det viste sig heldigvis at være nogenlunde harmløst – selv om man fik følelsen af at være indsat i en form for arbejdslejr, når man blev afklædt, iført hvid morgenkåbe og måtte gå i lange rækker fra rum til rum for at få stempel på, at man var arbejdsduelig i Kina. Lægerne tale ikke til mig, men pegede, stemplede og råbte ”next”. Da jeg kom til at spørge en sygeplejerske, der netop havde placeret 8 dioder af pænt stor størrelse på arme, ben og bryst, om det ville gøre ondt, svarede hun ”yes, yes” – og havde tydeligvis misforstået, hvad jeg spurgte om. En enkelt læge råbte ”no, no”, da hun så mit blodtryk, men så fik hun mig rettet lidt til, tog testen igen, og sagde ”normal” – jeg ved ikke, om jeg skal være bekymret? Det største problem den dag lå i det faktum, at jeg naivt og ærligt tikkede ja, til spørgsmålet ”have you ever had any operations”. Jeg skulle selvfølgelig have løjet og skrevet ”nej”, men ak, jeg var som sagt ærlig og skrev ja, ”in my knee”. Det udløste en mindre lavine af diskussioner om, hvad de stakkels læger skulle skrive i deres rapport, da ingen (og da slet ikke jeg) vidste, hvad korsbånd hedder på kinesisk. De kom med adskillige forslag, men jeg kunne jo ikke vide, hvad der var rigtig eller forkert. Efter samråd, opslag i diverse lægebøger OG ordbøger, besluttede den ledende læge sig for at skive: scar after knife” – tsk, tsk, jeg ved ikke om den var gået i Danmark. Jeg håber dog, at jeg bliver erklæret egnet til mit work visa trods "scar after knife-status."

Det var desuden på denne klinik, jeg blev vejet til 70 kg, hvilket betyder, at jeg på 6 uger har taget intet mindre end 5 kg på. Jeg vedkender, at jeg synes, at det er svært at leve lige så sundt som i Danmark, og det er helt umuligt at træne lige så meget, men jeg vil tillade mig at stille mig skeptisk overfor de kinesiske målinger (!!). Især efter at min højde blev målt til 175 cm, hvilket betyder, at  jeg på 6 uger er vokset 4 cm, trods det faktum at jeg blev målt på bare, flade fødder. 

På health klinikken skulle jeg ligeledes have udfyldt det certifikat, der var påkrævet for at løbe marathon her i Kina. Det fremgår særdeles tydeligt af hjemmesiden for løbet, at kun klinikker af en hvis rang kan udstede det rette bevis på, at man er ”fit” til at løbe. Jeg var straks bekymret, nu hvor der måtte skrives at jeg havde scar from knife på mit knæ. Undersøgelsen, som vel tog min mor 5 minutter hos egen læge i Danmark, kunne ikke gennemføres på dagen, og jeg måtte komme igen ugen efter. Vi taler her om en mindre rejse på 2 timer. OG jeg har allerede været på klinikken 4 gange! Desuden skulle jeg betale ved kasse 1, hvis jeg skulle have udfyldt de 3 felter på certifikatet. Jeg fik betalt og bestilt ny tid og tænke for gud ved hvilken gang på, hvor omstændige mange forløb er i dette land. Anyways, da det blev søndag løb jeg alligevel ud til Shanghai Stadion for at tilmelde mor til løbet. Jeg blev pludselig bekymret for, at vi ikke kunne få startnumre, og for en sikkerheds skyld ville jeg tilmelde mor og bede arrangørerne om at holde et startnummer tilbage til mig – indtil torsdag hvor mit health check no. 2 skulle gennemføres, og jeg kunne dokumentere, at jeg var fit til at løbe.  Da jeg har fået tilmeldt mor og skal til at forklare min situation, svarer den ansatte ”no need,  just sign.” WHAT? Her har jeg rejst i timer, frem og tilbage, talt med mor om hendes sukkersyge, der kunne blive et problem for hendes deltagelse, lavet nye aftaler om sundhedstjek og betalt ved kasse 1, og så får jeg at vide ”no need”. Arrrrrhhh, så er det man først har lyst til at tyre noget hårdt ind i væggen – og bagefter smiler man og tænker: ”this is China.” Alting skal være så mega formelt og korrekt, men virkeligheden er, at alt kan lade sig gøre, hvis man betaler … og evt. har en form for stempel. Jesus! Sidste krølle på forløbet er, at hvis man er kineser koster løbet 60 rmb, men er man foreigner, så er man ikke blu for at tage 200 rmb for same løb. Ærlig talt, hvor mange steder i verden tillader man den slags diskrimination?

Nu er billetterne i hus, og både mor og jeg glæder os til løbet. Jeg har dog aldrig skulle gå så gruelig meget igennem for at få lov til at løbe, så nu håber jeg at selve de 42,195 km bliver harmløse sammenlignet med optakten!

Endelig vil jeg lige fremhæve weekendens nærkontakt med naboerne i bygningen. Første interaktion var som udgangspunkt ikke så positivt. Jeg havde fået den ide, at jeg skulle forbrænde 1000 kalorie ved at sjippe – inde i stuen. Efter at have ramt lamper og vægge, synes jeg selv, at jeg havde fundet et fint sted midt i lejligheden, hvor der lige netop var plads til mig og min fysiske udfoldelse. Efter 20 minutters engageret og vedholdende hoppen, bankede det på. De var tre kinesiske naboer. Excuse me – duk, duk, duk fik den ene fremstammet. Jeg tænkte, at det var lige godt groft, at man ikke kan få lov til at sjippe i sin egen lejlighed, så jeg følte mig umiddelbart lidt fjendtlig stemt. Den næste i køen fik nu kommunikeret en vis bekymring for hans loftslampe. Han malede med hænderne en lampe, der svingede frem og tilbage. Den argumentation kunne jeg jo ikke rigtig tangere. Jeg fik undskyldt, og de trak sig bukkende og takkende tilbage. Ok, de var faktisk ret høflige og måske endda også rimelige i deres anmodning. Derfor gik jeg i gården for at sjippe. Og det var faktisk her, i denne gård, på denne lørdag, at jeg for alvor kom i nærkontakt med lokalbefolkningen i Shanghai. Helt tilfældigt. Mens jeg hoppede og stønnede, samlede der sig en lille gruppe af forundrede mennesker omkring mig – børn, gamle, sikkerhedsvagter og en enkelt ung pige, der, viste det sig, kunne tale engelsk. Imellem mine intervaller stillede hun alle de spørgsmål, som naboerne havde – dels til min igangværende aktivitet, dels generelle spørgsmål som tilsyneladende havde hobet sig op, siden Mads og jeg flyttede ind. Hvorfor træner du? Hvor tit? Hvor hårdt? Hvor kommer du fra? Er Danmark i Europa? Hvor længe skal du bo her? Hvor gammel er du? Hvad arbejder du som? (stor respekt kunne jeg mærke for det faktum, at jeg underviste kinesiske børn i engelsk)

Det viste sig at vores tolk, Candy, selv underviser i japansk på universitet, og hun meget gerne vil forbedre sit engelsk. Derfor kom der i løbet af interviewet af mig den aftale i stand, at jeg kunne undervise hende i engelsk, hvis hun underviser Mads og moi i kinesisk. Så nu er dørene åbnet for sprogundervisning og interaktion med lokale – prima, prima!

Psykologisk studie af Kina fortsat:

1) Kinesere kan godt lide, at det skal se flot og formelt ud på skrift. At virkeligheden ofte viser sig at være anderledes – og at alting tilsyneladende kan lade sig gøre, når der viftes med tilstrækkelig mange pengesedler, er en anden side af sagen. Marathontilmeldingen gav virkelig anledning til at tænke ”de kinesere, de kinesere – you got to love and hate them at the same time”

2) Kinesere har generelt ikke et godt ry blandt ”ex-pats”, der omtaler dem som egoistiske, uhøflige, snydagtige og pengefikserede. Lørdagen nærkontakt med naboerne gav mig heldigvis et ganske andet indtryk af de lokale. De var nysgerrige og smilende – tilmed høflige. Jeg har derfor besluttet at danne mig mit eget billede af befolkningen – og ikke lade mig påvirke af andres dårlige erfaringer.

3) Kinesere er ikke strålende, når det kommer til kommunikation. De går ofte ud fra, at det ved man nok, uden at de nødvendigvis har givet besked. Et godt eksempel er klasseoverdragelsen på Wuyan Campus. Ingen har fortalt mig, at jeg har overtaget en klasse, men det er noget, jeg er sikker på, en del mennesker har vidst … noget længere end mig. Nanny Fang har også vist sig at have sin personlige agenda, og den bærer ikke præg af højt kommunikationsniveau. Vi kan simpelthen ikke få hende til at komme på de tidspunkter, som det passer os. Hun kommer faktisk lidt som viden blæser – og som det passer hende.  Til gengæld skal vores landlord roses for sin iver udi kommunikation. Om end han kun kan et par enkelte gloser på engelsk, så lykkes det ham altid at forstå/forklare. 

4) Jeg har erfaret, at kineserne ikke har så mange skrupler, når det handler om at ... handle. På fake market med David, fik vi at vide, at Ray ban-brillerne var top quality! Vi kunne bare tjekke det lille stofstykke til at tørre brillerne af med. Der stod også Ray ban. Wauw, tænkte vi, så må det være quality...? Jeg viste ham mine Ray ban-briller og etui - hvortil han svarede "copy, copy". Det lykkedes mig ikke at overbevise ham om, at jeg har betalt 20 x så meget for mine ÆGTE briller, end han skulle have for sit "quality". Den værste oplevelse var dog de små hundehvalpe, der sælges på market i Minghan. De er SÅ søde - og stribede på en både betagende, ligefrem bedårende og lidt påfaldende præcis og ensartet måde! Det viser sig, at striberne er påførte, for at gøre hvalpene sødere (!)  crazy, men jeg vil medgive at det virkelig har en effekt! Ingen skrupler, de kinesere! 

5) Tror måske ikke at kineserne pr. tradition er kendte for deres forkærlighed for margaritas, men det er her i Kina jeg har udviklet min forkærlighed for drikken, der serveres på restauranter, cafeer og barer. Glæd jer tøser, der kommer her forbi - der skal drikkes margaritas ang mass!