When everyday life is not very everyday like

Tiden går fantastisk hurtigt! Jeg tror, det har at gøre med måden, vi lever på herude. Vi er ved at få en hverdag, men dagene ligner på ingen måde hinanden! Det er svært at huske en hel uge tilbage, fordi rutinerne er så ikke-rutineprægede. Det er et held, at jeg får taget billeder af de forskellige begivenheder, så de kan genkaldes. Julegaveønske no. 1: kamera!

Vejret er fuldstændigt fantastisk p.t. Solen skinner og temperaturen ligger på de behagelige 20-24 grader. Det er NU man skal besøge Kina. Det har Mads´ kammerat David gjort. Han ankom i tirsdags og blev indlogeret på vores gæsteværelse. Han bliver 14 dage (+), og det er hyggeligt med en gæst, der lægger mærke til andre ting, end vi selv har gjort, og spørger ind til kinesiske forhold, så vi må tænke os om og selv bliver klogere på dette usædvanlige land. Vi bliver fortsat gjort opmærksomme på, at vinteren herude er barsk! Især fordi lejlighederne er så dårligt isolerede (hvis overhovedet) og kulden er kold på en anden måde. Mor: medbring gerne vinterjakke! Desuden stiller man ikke på tiden herude, så snart kommer vi 7 timer foran jer derhjemme. Det har vist sig at være for besværligt at ændre tiden for så mange mennesker. Tænk, at der er forskel på, hvordan man administrerer tiden her og fx i Europa. Jeg undres – igen!?

Mandag, tirsdag og fredag blev brugt på meget typisk kinesisk vis! For at arbejde på lovlig vis her i Kina, skal man have ”work visa”, hvilket kræver et ”health certificate.” For at få det, skal man igennem en grundig undersøgelse – det er endnu uvist HVOR grundig, men rygterne forlyder, at den ikke nødvendigvis er helt smertefri, hvad end det så betyder (?). Anyway, for at få undersøgelsen, skal man først booke tid, og det var præcis dét, jeg kom til at bruge mandag, tirsdag OG fredag på – ikke undersøgelsen, men tidsbestillingen! Mandag ville jeg løbe ud til klinikken, for det blev mig tydeligt forklaret fra min arbejdsgivers side, at det var umuligt at få tid pr. tlf. Ergo ville jeg kombinere løb med tidsbestilling. Resultatet blev en pæn lang løbetur (2 timer), men jeg fandt aldrig klinikken. Tirsdag havde jeg tjekket bykortet en ekstra gang, opklaret fejlen, og var klar til at prøve igen. Denne gang stod jeg tidligt op, og var klar til at løbe før 9. Igen var det ganske umuligt at finde stedet, men kl. 11.30 lykkes det på magisk vis og ved et større tilfælde. Desværre blev jeg mødt med beskeden ”finish!” Et svar jeg nægtede at godtage, hvilket resulterede i en viderestilling til en anden bygning, hvor jeg efter at have ventet i pænt lang tid, fik oplyst, at der var lukket pga. frokost. Fair enough, jeg luntede ud i de små gader, fandt et lokalt køkken, pegede på nogle kinesiske tegn, krydsede fingre og fik serveret et hæderligt måltid – det hele ved hjælp af en god portion fagter og en lige så stor portion mod. Kl. 12.30 var jeg tilbage på klinikken for at bestille tid. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, da jeg ikke havde medbragt mit pas. See you… Heldigvis kunne jeg bare booke tid på nettet, sagde den mindre imødekommende sekretær og gav mig en adresse. Hjemme igen prøvede jeg straks at booke tid. Jeg blev først gjort opmærksom på, at siden var farlig for min computer, men nu var jeg desperat og skrev ”fortsæt”. For at booke tid skulle jeg oprettes som bruger. Det kunne jeg imidlertid ikke, da min mailadresse var for lang – argggggggh! Hvordan kan en mailadresse være for lang? Ergo af sted igen fredag – og endelig efter at have brugt omkring 11 timer på transport og forgæves leden fik jeg booket en tid. Dette er et typisk eksempel på hvor mega omstændigt alting er herude, og hvor mange timer man kan bruge på noget, der burde tage 5 minutter. Man når at frustreres adskillige gange undervejs. Det hjalp så heller ikke, at jeg på vejen hjem endelig fandt et sted, hvor jeg kunne købe et kort over byen (noget jeg har ledt efter i 6 uger)… bare for at finde ud af, at kortet var på kinesisk – xie xie (tak).

Efter sidste weekends drænende undervisningsoplevelse på de kinesiske skoler blev mandagen skudt i gang med danskundervisning i Pudong. Her var forholdene noget anderledes, som det fremgår af billederne. Her er der ressourcer til udsmykning, og eleverne var lydhøre og flittige. Det var nemme penge, der blev tjent den eftermiddag.

Store og hyggelige lokaler!

Et bord til læreren, hvor der er plads til at ligge op til flere A4-ark. Luksus!

Flittige danske børn arbejder. 

Pga. vores logerende har der i denne uge været arrangeret en del ud-af-huset-ture. Bl.a. var vi fredag morgen oppe kl. 6 for at løbe ud til ”The Bund” og nyde udsigten. Det blev til en længere sightseeingtur, da vi endte med at spise morgenmad på Starbucks og gå hjem med små svinggerninger i parker mm. Her var vi faktisk så ”heldige” at bevidne, at kineserne godt kan udvise særdeles aggressiv adfærd. En ældre mand nærmest angreb en flok Thai Chi-udøvende mennesker af ukendte årsager. Det blev faktisk helt spændende at følge begivenhederne, der til slut involverede størstedelen af parken inkl. betjente.

Idyl og Tai Chi få minutter før arrig gammel mand smider hele den aktive gruppe ud af parken....

Smuk kunst i parken på Beijing Lu

En grøn oase midt i byen - man aner højhusene i baggrunden. 

Onsdag aften var vi til Shanghai Rolex Masters – den store ATP-turnering, hvor vi skulle se Murray og Federer spille. Murrays modstander var desværre blevet skadet, men vi så to gode kampe, bl.a. Federer der spiller virkelig god tennis.

Mads og David var nødt til at investere i en is pga. af netop indtaget og særdeles stærk chiliret.  De havde nok ikke regnet med at de to små is på billedet af mærket "Hagendaz", skulle koste 125 kr!

Center Court hvor Federer spillede. 

Efter at have cyklet med Rikke i Minghan var jeg torsdag eftermiddag til teammøde på min nye arbejdsplads og efterfølgende var der undervisning i kinesisk. Holdet har desværre været i gang i flere uger, så det var svært at dumpe ind og finde ud af, hvad der helt præcis foregik. Jeg synes, at udtalen er mega svær! X udtales som ch, qio som tio, zh som dj – og så kan mange lyde og ord udtales med 4 forskellige toner/intonationer, der betyder noget forskelligt. Kig på tavlen og se, om I forstår meningen (?)

Lørdag skulle der igen undervises på engelsk. Igen klassen med de små 5-årige kinesere – i alt 3 stk. Rigeligt! Wing, en lille fyr på 110 cm, sørgede for at holde mig beskæftiget i 60 minutter. Han drønede rundt og rundt, indtil han fandt hvile … i mit skab! Da han kedede sig her løb han ud af klassen, og jeg så ham kun kort til slut. Nunu og Lucy var til gengæld meget artige og forsøgte flittigt at udtale ordet ”spoon”, hvilket aldrig rigtigt lykkedes. Kinesere ligger trykket helt forkert, så det lyder som to ord. Undervisningen skulle nu bare overstås, da jeg kl. 12 skulle være i Anting, der ligger 40 km uden for centrum. Her skulle Rikke og jeg lave en trikonkurrence på OL-distancen. Vejret var perfekt. Overskyet og vindstille. Da jeg nåede frem med taxa havde Rikke sat cykler og udstyr frem, og det eneste jeg skulle gøre var at klæde om og gennemgå ruten. Vandet var perfekt temperatur (ingen våddragt), men fuldstændig plumret og brunt. Man kunne ikke se sine egne hænder, når man crawlede. Svømningen gik nu fint, selv om jeg to gange tror, jeg var i kontakt med stor kinesisk fisk – måske en karpe? Det var der nu ikke tid til at dvæle ved, af sted på cykel. Her var der både high-tech-tri-cykler såvel som sammenfoldelige campingcykler. Der var absolut ingen regler for, hvad man måtte på cykelturen – drafte, overhale udenom og indenom… you pick! Ingen problemer på cykelruten, hvor jeg kunne holde en gennemsnitshastighed på 34 km/t. Kun en enkelt gang var jeg i overhængende fare. En bus kørte ind foran mig for at dreje, og jeg undveg kun med få cm. Løbet var som altid hårdt, men uden for meget træning op til stævnet var jeg alligevel tilfreds med en samlet tid på 2.32 og en 2. plads blandt kvinderne.

Rikke og mig!

Søndag var der marathonundervisningsdag igen. Denne gang var dog meget skønnere, da jeg kendte eleverne og havde forberedt mig med det materiale, jeg fik udleveret weekenden forinden. Det var ikke engang nødvendigt at sove, da jeg kom hjem. I stedet fik jeg skypet med hele familien, der holdt min niece Mie Mathildes 8-årig fødselsdag. Det var hyggeligt at være med til gaveåbning og fødselsdagssang, selvom man var langt væk. Bagefter mødtes jeg med Mads og David ude ved Pearl Tower – verdens 3. højeste tv-tårn. Det ligger bare 4 metrostop herfra i et særdeles tjekket ”financial area”, hvor alting er strømlinet og man går rundt på opløftede gangbroer. Vi endte nede ved floden, hvor vi slog os løs på en spansk tapasrestaurant. Intet mindre end 5 tjenere til vores rådighed. En stod for bestilling, en for vin, en for at lægge serviet i skødet på os, en til at hælde vand op og en til at hente brød. Hva´ behar´!

Sidste mindesmærke i denne omgang har været min første ”private tutoring” med Yunita fra Indonesien. Hun er en 35-årig kvinde, der er dansk gift med ”Morten.” Han var med til at begynde med, og de var begge rigtig søde. Faktisk endte Yunita med at være her i 3 timer, og jeg tror, det ender med, at vi skal se lidt mere til de to. Morten har allerede skrevet, om Mads og jeg vil med Yunita og ham ud at spise. Det må betyde, at Yunita har været glad for undervisningen, formoder jeg… På torsdag skal jeg undervise Sofia på 7 år i dansk, men jeg ved endnu ikke, hvordan weekendens arbejdsplan kommer til at se ud.

Sidste note herfra en mit løbende psykologiske studie af kineserne i almindelighed. Her er de notater jeg indtil nu har gjort mig:

1. 1    Kinesere kan ikke lide trapper! De løber gerne for at være de første ved elevatoren eller venter i lange køer på rulletrappen. Trapper, nej tak!
2. 2       Kinesere kender ikke til køkultur! De moser, uden snert af at være pinlig berørt, ind foran vi andre, der har lært at vente til det bliver vores tur.
3. 3       Kinesere hilser helst ikke! Eller de hilser som udgangspunkt ikke. Mads og jeg har gentagne gange hilst på vores vagter foran lejlighedskomplekset og nu (endelig) hilser de igen og smiler.
4. 4      Kinesere sveder ikke! Måske fordi de ikke ynder at bevæge sig for hurtigt, men formodentlig fordi de er bygget anderledes. Man kan derfor ikke købe almindelige deodoranter herude, da kineserne simpelthen ikke bruger deodorant. Mor: medbring gerne Samex-deo!
5. 5       Kinesere er meget fokuserede på penge og prestige! Alting handler faktisk om penge.
6.         Kinesiske børn er ikke mere opdragne end dansk! De er faktisk meget lig danske børn  - spiser alt for meget slik og larmer rundt i undervisningen, hvis ikke man er over dem. Men det er lidt sødt, at de kalder én for Miss Teacher eller Miss K.

Hverdagens små observationer fortsætter. Hvem ved hvor det ender… ?