Shanghai: Amazing China!

Amazing China!

Så indtraf ugen med det første strejf af “tilflytterdepression.” Jeg har ellers levet på en sky af oplevelser og indtryk, men efter en lille måned i Shanghai, syntes jeg pludselig, at dagene manglede lidt mere struktur og indhold – og måske ligefrem en indtægt. Man kan leve særdeles billigt her i byen, men der er mange fristelser, og alt hvad der har en snert af vesten over sig koster meget.

Fx koster en liter kinesisk mælk omkring 10 kr. Fedtindholdet er imidlertid omkring 4 %, og når man nu drikker en del af slagsen og er vant til skummet, så vil man jo gerne betale lidt ekstra for at få lightudgaven. ”Light” er desværre ikke så hipt herude, så en liter ”skimmed milk” med 0 % fedt koster næsten 20 kr. Mælk er altså på listen over en af de dyreste omkostninger i vores husholdning, da vi køber omkring 5 L om ugen. Til gengæld køber Mads og jeg kun 5 forskellige produkter i supermarkedet: mælk, havregryn, cocopops, vand og vitamindrik. OG man købe en vitamindrik, der hjemme koster 20-25 kr. til den nette sum af 3,5 kr. her.

Nå, men tanken om at få et arbejde begyndte altså at røre på sig. Jeg har været i kontakt med et hav af mennesker i den korte tid, jeg har været i byen. Det har for mig været ret grænseoverskridende. Dels at ringe mennesker jeg slet ikke kender op for at sælge mig selv, dels at skulle kommunikere med kinesere på engelsk (deres accent gør det ofte rigtig svært at forstå alle ord, og når kommunikationen foregår over telefon, får man ikke megen hjælp af fagter og mimik), dels at reklamere for en masse kvaliteter, man pludselig bliver i tvivl om, om man overhovedet besidder og endelig at finde ud af, hvad man overhovedet har lyst til at lave…og i hvor stort et omfang.

Jeg har sendt ansøgninger ud vedr. personlig træning og løbetræning, været til samtale med en amerikansk pige, der var ovenud begejstret. Jeg havde bare sådan en ”great personality and so much to offer her gym”. Jeg fik knus og smsér, men hørte så aldrig fra hende igen.

Jeg blev opfordret til at udbyde danskundervisning i en lille by uden for Shanghai – Suzhou – hvor man længe har anmodet om en dansklærer. Jeg udarbejdede et forslag og var yderst fleksibel på alle områder, men ak. Heller ikke her, var der hold i anmodningen.

Jeg har været til samtale vedr. fuldtidsjob som engelsklærer, uden at vide at det ville kræve en flytning, så jeg måtte selv takke nej til jobbet. Fået lovning på en stilling som engelsklærer på et ”university”, som så aldrig vendte tilbage. Og sådan har der været en lang række af tilkendegivelser om, at alting kan lade sig gøre, for så aldrig at blive til noget. Mads har oplevet samme tendens, når han har prøvet at sælge ideen om fodboldudvikling på skolerne herude – både de internationale og de lokale. Vi har konkluderet, at det er en egenskab, der er typisk kinesisk. Alt kan lade sig gøre – indtil det strammer til, så er det helt almindeligt at springe fra. Vi er blevet enige om, at det er en del af oplevelsen og erfaringen, at vi bare må indstille os på, at nogle gange lykkes det - men ofte er der bare tale om tomme løfter.

Tilsammen blev det tirsdag aften bare for meget, og jeg syntes pludselig at alting var op ad bakke og umuligt. Stakkel mor og far, der uheldigvis havde ringet mig op på Skype for at hyggesnakke. Det fik lige det glatte lag, Mads blev også lige prikket til, og jeg gik i seng kl. 21 helt ulykkelig…

MEN så er Kina også helt skøn, for onsdag morgen gav Mads mig et link til en jobside, der henvender sig til udenlandske engelskundervisere med henblik på undervisning på forskellige kinesiske skoler. Jeg fandt et hav af stillingbetegnelser og sendte 3 ansøgninger af sted. Onsdag aften blev jeg ringet op af to skoler, mens jeg skypede med Søs, og fik aftalt jobinterviews allerede torsdag. Jeg var af sted hele dagen, blev interviewet og skulle lave demotimer for at vise, hvordan jeg ville håndtere børnene. Jeg ”bestod” begge steder, og om fredagen skrev jeg under på en 1-årig kontrakt som underviser på forskellige skoler i engelsk. Der er tale om en fuldtidsstilling, men jeg skal kun arbejde 10-15 timer om ugen, fordi timerne ligger fredag til søndag + at jeg skal deltage i et teammøde torsdag eftermiddag. Jeg får gratis undervisning i kinesisk og har betalt ferie til februar. Desuden får jeg mit work visa, og så skal jeg ikke bekymre mig om opholdstilladelse længere.

http://shanghai.craigslist.com.cn/edu/3270767327.html (jobbeskrivelse)

Ergo er jeg p.t. ansat i det kinesiske system, jeg har åbnet en kinesisk bankkonto:

Mit første kinesiske kontokort!

... og jeg har første arbejdsdag på næste lørdag, når ”Full moon holiday” er slut. Jeg glæder mig til at møde kineserne, som faktisk er svære at komme ind på livet af. Vi bor midt i et kinesisk kvarter, men man hilser helst ikke, og kineserne gør næsten en dyd ud af at virke uinteresserede. Måske er de lidt generte og reserverede overfor vesterlændinge. Det er jeg faktisk stadig lidt i tvivl om. Dog skal jeg lige rose vores meget venlige "landlord", som hjælper os med lamper og sender mails om, at vi skal huske at tage vores sko ind i lejligheden om natten, så de ikke bliver stjålet. Han overgik sig selv i forgårs, da han kom forbi med en "Happy Moon Festival-gave." Det er tradition at spise Moon-kager i den ferie, der starter i dag. Der er pyntet op på gader og stræder med det kinesiske flag, vores opgang er fuld af lamper og neonlys og nu denne fine pakke fra landlorden.

Gaveæske med lille besked. "Glad Moon Festival". Vores landlord bruger Goolge tranlate og skriver dansk til os. Mega sødt!

Vi fik ellers vores første invitation til at deltage i vores første kinakomsammen, da Elsa (Mads´ kinesiske veninde fra akademiet) inviterede os til sin fødselsdag i søndags. Vi ankom kl. 20 og blev uden nogen form for introduktion placeret i et hjørne et godt stykke fra de kinesiske venner. Her sad vi til udstilling i en lille time, mens der blev sørget godt for os med vandmelonjuice og små appetiffer. Ved et held spurgte Mads ind til, hvem de andre var, og vi fik lov at hilse på resten af festen. Der blev dog meget stille, og især pigerne blev helt fjantede og generte, når de blev præsenteret. I øvrigt var de kun dem med en stillingsbetegnelse, der blev introduceret. Retsen sprang Elsa let og elegant over. Pudsigt! Heldigvis kom kusinen og hendes mand bagefter. Hun havde studeret 5 år i Canada og talte godt engelsk – selv om hun som alle andre kinesere var super flov over sit sprog. Hun kunne fortælle os en masse spændende om Kina.

At en taxa chauffør arbejde 24 timer i streg og derefter holder 24 timer fri. Han tjener 4500 RMB om måneden – næsten ingenting! Man skal være opmærksom på chaufføren, hvis man kører om morgenen, for der kan han godt falde i søvn, når der er rødt.
Hvis man som enebarn gifter sig med en mand, der også er enebarn, må man gerne få to børn selv uden at skulle betale til staten. Hvis man får tvillinger, tæller det kun som et barn.
Piger har lettere ved at få job i Kina end mænd – de er bedre til at samarbejde og bedre til at parere ordrer.

Det var faktisk en super hyggelig aften i selskab med lokale – nok overklassen, men alligevel.

Desuden er jeg jo begyndt at træne på stadion om morgenen. Det er SÅ hyggeligt at observere de mange hundrede kinesere, der laver morgengymnastik, smålunter og dyrker thai chi. En enkelt har henvendt sig med fagter og tommelfingeren op. Han kunne tilsyneladende godt lide, at jeg trænede interval og svedte voldsomt. De andre kigger bare mærkeligt på mig.

Fra stadion, hvor kineserne medbringer små tøjposer med te, som de hænger op mens de træner. Bemærk at træningstøjet sagtens kan være lærredsbusker og en skjorte!

Mads og jeg har investeret i vores egen lille ”gym” – godt hjulpet af mor og fars bidrag (tak!) Vi kan nu styrketræne herhjemme, og det er blevet så fint et lille hjørne af gæsteværelset.