En hård uge... og dog

I denne uge har vi oplevet en smule modgang midt i en ellers sorgløs tilværelse.

Lørdag var vi på Shanghai Football Stadium og se Shanghai Shenhua spille fodbold. Mads har allerede fået etableret kontakt til målmandstræneren, så vi fik gode billetter og smuglede sushi med ind – en fatal brøler skulle det siden hen vise sig…

Mig, efter at have indtaget lun sushi - måske derfor udtrykket er lidt anstrengt.

Stort og flot stadium - knap så stort og flot fodboldspil, men vi fik da 3 scoringer. 

Søndag var Mads og jeg i Minhang til den sidste gratis ”try-out” for holdene i den del af byen. Desværre var der ikke så mange fremmødte som håbet. Det viser sig at være svært at nå ud til de mange potentielle spillere – en kombination af markedsføringen, at komme ind midt i sæsonen, hvor de unge mennesker allerede har meldt sig til anden aktivitet og den onde cirkel, hvor folk først har lyst til at betale det forholdsvis høje beløb (7500 for 12 uger), hvis der er garanti for x-antal spillere.

Efter 4 timer på træningsbanen og en lidt rød næse tog vi hen til den nærmeste compound (mini byer ala La Santa Sport), hvor min kollega Jeanett havde inviteret alle dansklærerne med kærester/mænd til kaffe og tennis. Her fik jeg diskuteret mulighederne for mere arbejde med de andre piger, og der er tilsyneladende masser af privatundervisning at få. Desuden fik vi tid til at spille tennis – mere af det tak!

Mandag lå jeg syg med det, jeg har valg at kalde en madforgiftning med alt, hvad dertil hører. De 24 timer i helvede blev lige krydret med en let solforbrænding, så feberen kunne varme mig, da jeg lå og rystede på badeværelsegulvet natten til mandag.  Puha, godt sådan en affære kan overstås på forholdsvis kort tid – og det ville da også være naivt at tro, at man kunne komme til Kinaland uden en eller anden form for infektion. Her er lidt beskidt, og man vasker hænder så ofte man kan komme til det! Jeg sender en kærlig tanke til den halvvarme sushi, vi spiste på stadion om lørdagen.

Tirsdag var jeg nogenlunde igen. Nok til at gennemføre vores første morgenløb på et atletik stadion bare 800 meter fra lejligheden. Vores marathonprogram er gået i gang, og jeg missede første træningsdag, så nu skulle jeg gi´den gas med intervaltræning på 400-meterbanen. Men ak, dels kæmpede jeg for bare at holde km-tiden omkring 5 minutter, dels var der omkring 500 kinesere, der havde fået samme tanke den morgen. Det endte med at blive en ret unik oplevelse. Mads kastede sig selvfølgelig frygtesløs ud i 30 sekunders intervaller i zigzag mellem gående og småluntede kinesere. Jeg tog den mere moderat, men opdagede da at kinesiske og danske mænd ligner hinanden på ét punkt. En pige skal ikke overhale! Det betød, at adskillige halvgående mænd pludselig spurtede af sted bag mig – og det tog jeg som en personlig udfordring, så vi var flere, der var trætte efter den træning, formoder jeg ;) Ellers kan området beskrives som et virvar af  kinesere – nogle gående mens udøvende gymnastik og slående på sig selv (måske for at vågne?), mange ludøvende thai chi, overraskende mange gående baglæns (?) og mange dansende og snakkende med høj musik, vifter og bolde. Mor, der skal du simpelthen med ned en morgen og observere denne besynderlige aktivitet! Kl. 8 bliver alle smidt ud – så er det offentlige tidsrum afsluttet.

Både tirsdag og onsdag var Mads og jeg i Ikea. Mads har virkelig været tålmodig!! Måske tanken om de svenske kødboller med tyttebær, som vi nu pr. tradition spiser efter veloverstået indkøb, holder ham kørende, når jeg giver den gas i butikken. Jeg synes nu, at vores hjem har fået et personligt, Ikea-touch. Her kan vi godt tillade os at invitere gæster til at bo. I øvrigt er gæsteværelset gjort klar til overnattende med dyner, puder mm.

Den blomstrede sofa er gemt bag tæpper og puder.

Trods modlys kan man måske ane et par barstole. Drømmen er at sidde at kigge ud på byen, mens  man nyder en kølig et eller andet... 

Tja, det er ikke meget arbejde, jeg har fået udrette i denne uge. Et par timer på BISS, rengøring af lejligheden (nanny Fhang er ikke helt på dansk rengøringsniveau endnu) og indretning med nyindkøbte Ikea-items. MEN i dag skal jeg til gengæld på sightseeing på egen hånd. Jeg har planlagt shoppetur med indlagt fodmassage og cafebesøg. Jeg skal fejre, at Mads (der selv skal arbejde hele dagen) i dag har bestået sit speciale og kan kalde sig Cand.comm. Han er sgu så sej! Han skrev sit speciale på 18 dage og fik sit 7-tal her til morgen. Det skal vi fejre i morgen med restaurantbesøg i ”The French Consession”, som er et grønt område et par km herfra med fede butikker og restauranter.

Og hvori lå så ugens modgang? Tja, min sygdom + forbrænding  (of course), men også dagens oplevelse med den kinesiske udgave af shampooen ”Wash and go.” Jeg lod måske skummet sidde for længe, men kors hvor det brænder her 2 timer efter. Jeg er sikker på, at kineserne putter lidt stærkere kemikalier i deres produkter, end vi er vant til!! OG jobsituationen er fortsat lidt uafklaret…

Ok, vi har det måske meget godt herude. Især jeg lever lidt i sus og dus. Står tidligt op og løber, sover lidt mere, tager ud og ser byen, shopper og møder nye mennesker. Mads har bestået sit speciale, jeg har modtaget et overraskende stort beløb penge fra min gamle arbejdsplads OG har tilmeldt mig første løb herude. 26K trail run i Hanzhou, hvor jeg skal følges med søde danskere. Folk har været imødekommende og hjælpsomme, så jeg omformulerer mig gerne og konkluderer, at endnu en uge i Shanghai er veloverstået. Jeg føler mig mere og mere tilpas i byen. Er ved at forstå trakfiksystemet – eller manglen på samme. Og jeg glæder mig til at vise fremtidig gæster rundt i denne hektiske by, der er så fuld af muligheder.

Kat